Ukraine vil have drab på over 50 krigsfanger efterforsket
FN og Røde Kors bliver opfordret til at efterforske angreb på lejr for krigsfanger, hvor over 50 blev dræbt.
Ukraine opfordrer til, at FN og Røde Kors får lov til at efterforske mere end 50 ukrainske krigsfangers død i et angreb mod et fængsel i den østlige del af landet i den del af Donetsk, der er kontrolleret af Rusland.
Det skriver det britiske medie BBC.
Røde Kors oplyser, at det forsøger at få adgang til fængslet for at hjælpe med at evakuere og behandle de sårede.
Den prorussiske separatistleder i området, Denis Pusjilin, sagde fredag, at fængslet havde 193 indsatte.
Ukraine og Rusland anklager hinanden for at stå bag angrebet.
Hvad der præcist er sket i fangelejren nær byen Olenivka, som kontrolleres af den russisk-støttede separatistiske folkerepublik Donetsk, er uklart. Men blandt andet tænketanken Institute for the Study of War mener, at de foreløbige beviser peger mest i retning af Ukraines forklaring om en russisk krigsforbrydelse.
Ruslands forsvarsministerium sagde fredag, at fangelejren blev ramt af ukrainske præcisionsraketter, mens Ukraine beskylder Rusland for at have udført angrebet.
Ifølge Ukraine var angrebet et forsøg fra russisk side på at ødelægge beviser på tortur og drab.
Præsident Volodymyr Zelenskyj, beskriver hændelsen som ”en bevidst russisk krigsforbrydelse”.
- Den Russiske Føderations væbnede styrker gennemførte et målrettet artilleribombardement af et fængsel ved landsbyen Olenivka i Donetsk, hvor de ukrainske fanger også var, hed det fredag fra Ukraines militære ledere.
- På denne måde har de russiske besættere fulgt deres kriminelle mål: at anklage Ukraine for at have begået krigsforbrydelser og for at skjule deres henrettelser og tortur af fanger, hedder det.
De dræbte i fængslet siges at have omfattet medlemmer af den såkaldte Azov-bataljon.
Bataljonens medlemmer overgav sig i midten af maj og blev taget til fange af russiske styrker efter at have forsvaret et stort stålværk i den sydlige havneby Mariupol i flere uger.
Rusland har fremstillet bataljonens medlemmer som ”nynazister”, skriver BBC.
/ritzau/