Joe Biden må sluge mange kameler under besøg hos saudisk kronprins
Analyse: Præsident Biden skal finde en passende grimasse under sit besøg i Saudi-Arabien. Især mødet med den magtfulde kronprins bliver en hårfin balancegang.
Joe Biden snubler let over ordene, men hér var der ingen slinger: »Saudi-Arabien er en paria i det internationale samfund.«
Det var under valgkampen i USA, da han kommenterede det hårrejsende mord på den saudiske journalist Jamal Khashoggi i Istanbul, Tyrkiet. Biden tilføjede, at USA skal gå langt hårdere til det saudiske kongehus for dets brud på menneskerettighederne og forfølgelse af politiske modstandere.
Det var dengang. Fredag lander Joe Biden, nu som USA’s præsident, i Saudi-Arabien, hvor han modtages efter alle diplomatiets regler. Han skal både mødes med den aldrende konge og ørkenstatens reelle magthaver, kronprins Mohammed bin Salman, kaldet MbS.