EU-Kommissionen foreslår kandidatstatus til Ukraine
Ukraine bør tilbydes EU-kandidatstatus, men på betingelse af yderligere reformer, foreslår Kommission.
EU-Kommissionen foreslår Ukraine som kandidatland i EU. Det sker dog på betingelse af, at Ukraine vil gennemføre reformer. Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde fredag i Bruxelles.
- Ukraine fortjener et europæisk perspektiv. Landet bør bydes velkommen som kandidatland. Men det er med forståelsen, at meget er gjort, men meget udestår fortsat, siger Ursula von der Leyen.
Hun fastslår dermed, at der ikke bliver en genvej til medlemskab for Ukraine. Ligesom andre lande skal Ukraine leve op til Københavner-kriterierne og Madrid-kriterierne for medlemslande, siger Ursula von der Leyen.
- Processen er komplet merit-baseret. Og de enkelte lande afgør selv, om de vil bevæge sig fremad og hvor hurtigt, siger Ursula von der Leyen.
Det er dog i sidste ende EU-medlemslandene, som beslutter, om et land skal have status som kandidatland. Det skal EU's stats- og regeringschefer efter planen afgøre på et topmøde i næste uge i Bruxelles.
Ursula von der Leyen vurderer, at Ukraine opfylder 70 procent af betingelserne. Men der mangler fortsat en række ting inden for retsstaten, antikorruption, fundamentale rettigheder for mindretal og effektiv indsats mod oligarker.
- Jeg diskuterede udeståenderne, da jeg var i Kyiv for ti dage siden. Jeg fik et meget sigende svar fra præsident Zelenskyj. Han fastslog, at Ukraine ville gennemføre reformerne af hensyn til landets demokrati, selv hvis Ukraine ikke søgte optagelse i EU, siger Ursula von der Leyen.
Hun forventer dermed, at Ukraine vil kaste sig ind i arbejdet for at opfylde betingelserne. Men det kan være svært i lyset af krigen, erkender von der Leyen.
- Nogle ting, som eksempelvis at oprette institutioner, vil være muligt at gennemføre trods krigen. Men det kan være svært at udpege personer til at udfylde posterne. Enten fordi de kæmper ved fronten, eller fordi de er flygtet til andre europæiske lande, siger von der Leyen.
På spørgsmålet om, hvorvidt Ukraine skal opfylde reformkravene, før landet formelt får kandidatstatus, siger Ursula von der Leyen:
- Anbefalingen er klar: Europæisk perspektiv og kandidatstatus. Og vi forstår, at landene vil lave yderligere reformer, før de kan bevæge sig videre, siger Ursula von der Leyen.
Når Ukraine opfylder alle de opstillede betingelser, så vil EU-Kommissionen igen vurderer, om landet lever op til de kriterier, der blev opstillet i København og Madrid. Hvis det er tilfældet, så vil EU først derefter indlede tiltrædelsesforhandlinger med Ukraine.
Ursula von der Leyen understreger samtidig, at reglerne for kandidatlande er blevet strammet, så et land også kan gå tilbage i processen, hvis der sker en forværring. Det kunne eksempelvis være, at korruptionen stiger.
Von der Leyen erkender, at netop korruption er en udfordring for Ukraine. Men hun ser dog tegn på fremskridt:
- Ukraines befolkning valgte deres regering, fordi de ønsker en styrket indsats mod korruption.
- Ja, Ukraine starter fra et lavt udgangspunkt. Men det afgørende er, at det går fremad med at bekæmpe korruption, siger Ursula von der Leyen.