Fortsæt til indhold
International

Stoltenberg: Vi må lytte til Tyrkiets indvendinger

Tyrkiets modstand mod svensk og finsk Nato-medlemskab er måske ikke løst inden topmøde, siger Nato-chef.

/ritzau/AFP

Nato arbejder hårdt på at løse de ”legitime” spørgsmål, som Tyrkiet har rejst i forbindelse med Sveriges og Finlands ansøgninger om at blive medlemmer af forsvarsalliancen.

Men den tyrkiske afvisning af at optage de to nordiske lande er et problem, der muligvis ikke kan løses inden Nato-topmødet i slutningen af juni.

Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, søndag under et besøg i Finland.

- Jeg vil gerne have dette løst så hurtigt som muligt, siger han på et pressemøde sammen med den finske præsident Sauli Niinistö.

Stoltenberg har tidligere sagt, at Sverige og Finland vil blive modtaget ”med åbne arme” i Nato.

Men Tyrkiet har stillet sig på hælene. Landets regering mener, at Sverige og Finland har en for slap kurs mod kurdiske grupper, som Tyrkiet betegner som terrorister.

Blandt andet har Tyrkiet stillet fem krav til Sverige om terrorbekæmpelse, våbeneksport og sanktioner.

På søndagens pressemøde i Finland betegner Nato-chefen de tyrkiske indvendinger som ”legitime bekymringer”.

- Det handler om terrorisme. Det handler om våbeneksport, siger han.

- Vi må forstå og huske på, at ingen anden Nato-allieret har lidt under flere terrorangreb end Tyrkiet. Og også, at Tyrkiet er en vigtig allieret med en strategisk geografisk beliggenhed.

Stoltenberg sagde tidligere på måneden, at det var hans ”intention” at have trådene redt ud forud for det Nato-topmøde, der indledes i Madrid 28. juni.

Men han siger søndag, at topmødet ”aldrig var en frist”.

Nye optagelser i Nato skal godkendes af samtlige 30 medlemslande.

- Vi har været overraskede over Tyrkiets holdninger til Nato-medlemskabet, siger den finske præsident på det fælles pressemøde med Stoltenberg.

- Men som med al international politik må vi lytte opmærksomt til Tyrkiet. Vi har kontakt med Tyrkiet og håber, at vi når frem til en fælles løsning, som alle er tilfredse med, siger Niinistö ifølge nyhedsbureauet TT.

Mandag er Stoltenberg i Sverige, hvor han mødes med statsminister Magdalena Andersson.