Fortsæt til indhold
International

FN: 9,3 millioner syriske børn behøver hjælp

Der er et stort behov for at hjælpe syriske børn, siger Unicef, men der mangler penge til humanitære opgaver.

/ritzau/AFP

Flere syriske børn trænger til hjælp end på noget andet tidspunkt, siden borgerkrigen i Syrien brød ud for mere end et årti siden.

FN’s Børnefond (Unicef) vurderer, at 9,3 millioner børn har brug for hjælp i Syrien og nabolandene.

Men pengene til formålet ”svinder ind”, siger Unicef’s talskvinde, Juliette Touma.

- Syriens børn har lidt alt for længe og bør ikke lide længere, siger hun.

- Over 6,5 millioner børn i Syrien behøver bistand, og det er det højeste antal, der er registreret siden starten af krisen for over 11 år siden, advarer FN-organisationen.

I nabolandene, som mange syrere er flygtet til, er 2,8 millioner børn afhængig af hjælpen udefra.

Borgerkrigen i Syrien vurderes at have kostet næsten en halv million mennesker livet. Millioner er blevet fordrevet.

- Børnenes behov, både i Syrien og i nabolandene, er stigende, siger Unicefs’s chef for Mellemøsten, Adele Khodr.

- Mange familier kæmper med at få det til at hænge sammen. Priserne på basisvarer stiger mod himlen, delvist som et resultat af krisen i Ukraine, siger hun.

- Den økonomiske støtte til de humanitære operationer er i mellemtiden ved at svinde ind meget hurtigt, konstaterer hun.