Volodymyr Zelenskyj vil nulstille krigen, men betyder det et endegyldigt ukrainsk farvel til Krim?
Seniorforsker Flemming Splidsboel mener ikke, at man skal tolke Volodymyr Zelenskyjs udmelding om at rulle krigen tilbage til februar, som at præsident er klar til at opgive Krim.
Er det et tilbud til Rusland om en udvej af krigen og en de facto opgivelse af Krim-halvøen?
Det spørgsmål er blevet relevant, efter Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident, fredag svarede på et spørgsmål fra det britiske medie BBC.
»For at stoppe krigen mellem Rusland og Ukraine skal vi tage et skridt mod at genskabe situationen, som den var den 23. februar,« sagde præsidenten, som desuden tilføjede, at han er »præsident af hele Ukraine, ikke præsident for en slags mini-Ukraine«.
Det er en vigtig dato, for det var den sidste dag, inden krigen officielt brød ud d. 24. februar. Men hvad betyder denne udmelding overhovedet?
»Det er et krav, som vi har hørt før - at Rusland skal trække sig helt ud af Ukraine. Russiske tropper var også i Donbas-regionen inden da, men det har Rusland ikke erkendt, så for Zelenskyj betyder det nok, at Rusland skal helt ud. Efterfølgende vil man forholde sig til andre spørgsmål som Krim, der stadig vil være besat af Rusland. Krim bliver skubbet til side,« siger Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
Er det så en accept af, at Ukraine er villige til at afhænde Krim til Rusland, som jo har besat halvøen siden 2014?
»Nej, det kan ingen ukrainske politikere gøre. Det vil være helt uacceptabelt. Jeg ser det, som om at de to spor skal holdes adskilt. Det kan nok ikke lade sig gøre at lave en aftale, men hvis man kunne, ville man så holde Krim ude af den. I så fald ville man se på andre områder, men jeg kan ikke se en forhandlingsløsning.«
Når Zelenskyj vil have situationen tilbage til d. 23. februar, hvor Luhansk og Donetsk været præget af separatister, er det så en anerkendelse af, at Ukraine ikke kan få den fulde kontrol igen?
»Det tror jeg ikke. Ukraine vil ikke afgive Donbas-regionen. Det handler om, at Rusland skal trække sig ud af Donbas. Putin insisterer på, at det ikke skal kaldes separatistområder, for ifølge ham var Rusland ikke til stede med militære tropper i regionen inden krigen.«
Hvor realistisk er det, at Rusland vil gå med til Zelenskyjs forslag?
»Det vil være helt uacceptabelt for Vladimir Putin at komme ud med mindre, end han havde i forvejen, og det vil være tilfældet her. Han er nødt til at komme ud med noget mere. Russerne bliver ved med at tale om nogle bestemte områder op. Det gælder Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja, Kherson, Mykolaiv og Odesa. Det ser ud til, at Rusland nu vil tage alle de seks regioner skridt for skridt,« siger Flemming Splidsboel.
Pt. er Luhansk og Donetsk under russisk kontrol, og det samme er Kherson praktisk talt, da der handles med russiske rubler og er indsat pro-russiske politikere i regionen.
»Det forventes, at Putin mandag vil annoncere en mobilisering for at trække flere hundrede tusinde soldater ind i det syd- og østlige Ukraine for at besætte regionerne. Det er en stor opgave,« siger Flemming Splidsboel.