EU forbyder den russiske olie
Ny sanktionspakke standser olieimport inden udgangen af 2022. Flere russiske tv-stationer ryger også ud.
BRUXELLES
Al russisk olie skal forbydes i EU. Råolie inden for de næste seks måneder, raffinerede produkter inden årets udgang.
Olieembargoen er den store brik i EU-Kommissionens forslag til den sjette sanktionspakke mod Rusland på grund af landets krigshandlinger mod Ukraine.
Pakken rummer også en række andre tiltag, men det var olien, der udløste bifald, da kommissionens formand, Ursula von der Leyen, præsenterede pakken for Europa-Parlamentet onsdag.
»Det bliver ikke nemt. Nogle medlemslande er stærkt afhængige af russisk olie. Men vi er simpelthen nødt til at gøre det. Derfor foreslår vi at forbyde al russisk olie i Europa,« sagde Ursula von der Leyen.
Vi ved, hvem I er, og vi vil holde jer ansvarlige. I slipper ikke godt fra det her.Ursula von der Leyen, formand, EU-Kommissionen – om angrebene på bl.a. Butja og Mariupol
Udfasningsperioden skal give landene mulighed for at finde alternative leverandører og mindske effekterne på verdensmarkedet.
Dermed følger sanktionerne op på EU’s strategiske beslutning fra marts om at gøre sig helt fri af al russisk energi. Importen af kul blev standset i den femte sanktionspakke i april, nu følger olien, og inden år 2030 skal det også være slut med russisk naturgas i EU.
Spindoktorer i søgelyset
Foruden olieembargoen lancerede von der Leyen også fire andre grupper af sanktioner.