Chok i Berlin over Ukraines afvisning af Tysklands præsident
Analyse: Ukraine siger nej tak til at få besøg af Tysklands præsident. Fortiden spøger igen. Presset er tilbage på Berlin.
Fem europæiske statsoverhoveder aftalte at rejse til Kyiv for at vise deres solidaritet med det kæmpende Ukraine.
Men så var de pludselig kun fire. Præsident Volodymyr Zelenskyj sagde nej tak til at få besøg af Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier. Stort postyr i Berlin. En regulær diplomatisk skandale.
Afslaget blev ikke begrundet. Steinmeier, som forekom rystet, meddelte det selv under et besøg i Warszawa, hvor han netop havde aftalt rejsen med sine kolleger fra Polen og de tre baltiske lande.