Biden sendte stikpille til Kina under besøg i Polen
USA's præsident, Joe Biden, kalder på ny Putin en "krigsforbryder" og nævner ømt punkt i Kinas historie.
USA’s præsident, Joe Biden, sammenligner invasionen af Ukraine med Kinas brutale og blodige fremfærd over for demonstranter på Den Himmelske Freds plads i 1989.
Det sker under et besøg i Polen fredag, hvor han blandt andet har talt til amerikanske soldater, som er udstationeret nær grænsen til Ukraine.
Under besøget roser Biden Ukraine for at vise ”rygrad” i kampen mod Rusland og taler om en ”30-årig kvinde, der stiller sig op foran en kampvogn med en riffel”.
- Og når vi taler om Den Himmelske Freds Plads. Det her er Den Himmelske Freds Plads i anden potens, siger Biden - formentlig med henvisning til et berømt billede fra protesterne i 1989, hvor en mand stillede sig foran en række af kampvogne.
Episoden, der er blevet kendt som massakren på Den Himmelske Freds Plads, fandt sted i Beijing 4. juni 1989.
Her blev flere hundrede demonstranter - primært unge studerende - dræbt, da kinesiske styrker ryddede pladsen.
Det skete efter over en måneds demonstrationer for mere ytringsfrihed, mindre censur og større politisk åbenhed i landet.
Også i dag er grundlæggende principper på spil, siger Biden til amerikanske soldater på den polske luftbase.
- I befinder jer midt i en kamp mellem demokratier og autokrater. Det, som I gør, er vigtigt. Meget vigtigt, siger han.
Ligesom Biden også har gjort tidligere, kalder han under besøget Ruslands præsident, Vladimir Putin, en ”krigsforbryder”.
Biden siger derudover, at han gerne selv vil se de ødelæggelser, som krigen har forårsaget.
- Men de vil ikke - forståeligt nok går jeg ud fra - lade mig krydse grænsen, siger han.
Biden landede tidligere fredag i den polske by Rzeszów. Den ligger 80 kilometer fra grænsen til Ukraine.
Han ventes herefter at tage til landets hovedstad, Warszawa, for at tale med Polens ledere. Lørdag skal han efter planen afslutte besøget med en større tale.