EU vil bremse luksusvarer og finansiering til Rusland
Den fjerde sanktionspakke bliver rettet mod bl.a. rigmænd og olieindustri.
BRUXELLES
Russere med hang til luksusvarer går hårde tider i møde med EU’s fjerde sanktionspakke på vej mod vedtagelse.
»Vi vil forbyde eksporten af enhver EU-luksusvare fra vore lande til Rusland som et direkte slag mod den russiske elite. De, der understøtter Putins krigsmaskine, skal ikke længere kunne nyde deres overdådige livsstil, mens bomberne falder over uskyldige mennesker i Ukraine,« sagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i fredags, da hun varslede indholdet i den nye sanktionspakke.
Pakken blev juridisk behandlet hen over weekenden og mandag, hvor forventningen til sidst var, at pakken vil være formelt vedtaget tirsdag morgen. Den vil også rumme sanktioner mod flere velstående personer og selskaber.
Det gælder bl.a. tre store russiske energiselskaber, som ifølge Reuters er Rosneft, Transneft og Gazprom Neft, der ikke længere vil kunne få finansiering fra investorer i EU. De vil dog fortsat kunne sælge energi til EU-landene.
Pakken forbyder også import af en række produkter fra Ruslands jern- og stålsektor, ligesom crypto-besiddelser bliver ramt.
EU og USA er også enige om at fratage Rusland landets status som mestbegunstiget nation i WTO, så landet mister globale handelsfordele. Dertil kommer sanktioner, der vil svække Ruslands adgang til international finansiering.
»Russiske selskaber vil ikke længere få privilegeret behandling i vores økonomier,« sagde von der Leyen og tilføjede, at EU også vil arbejde for at suspendere Ruslands rettigheder i Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken.
»Vi vil sikre, at Rusland ikke kan opnå finansiering, lån eller andre goder fra disse institutioner. For Rusland kan ikke groft bryde international lov og samtidig nyde godt af privilegierne ved at være del af den internationale økonomiske orden,« sagde hun.