Fortsæt til indhold
International

Internationale coronastemmer bruger danske tal som skræmmeeksempel

Statens Serum Institut har været på hårdt arbejde for at forsøge at forklare de danske coronatal, efter at blandt andet tidligere nobelpristager har fremhævet Danmark i debatten om at skrotte restriktioner.

Flere internationale stemmer i coronadebatten bruger Danmark som et skræmmeeksempel på, hvad der kan ske, når man skrotter alle restriktioner midt i en epidemi.

Væbnet med grafer med stejle kurver har de sendt opslag ud til deres millioner af følgere.

En af dem er Paul Krugman, nobelprismodtager, professor og skribent for The New York Times, der søndag delte den danske smittekurve og stillede sine følgere et spørgsmål:

»Så er vi helt sikre på, at vi ønsker at skynde os med at fjerne alle coronarestriktioner?«

En anden er den amerikanske hjertelæge Eric Topol, der under pandemien er blevet brugt flittigt som ekspert af medierne i USA.

»Det ser ikke godt ud for Danmark«, skrev han på Twitter og ledsagede sit opslag med grafer over danske smittetilfælde, indlæggelser, patienter på intensiv og coronarelaterede dødsfald.

Krugman og Topol er nogle af de mest prominente stemmer, som inden for det seneste døgn har brugt de danske data til at sætte spørgsmålstegn ved den danske strategi.

Deres skriverier har fået en lang række brugere til tasterne, og mandag begyndte Statens Serum Institut (SSI) så for alvor at få nogle væsentlige nuancer frem i lyset.

Flere end 30 gange har SSI forsøgt at sætte tallene i kontekst på det sociale medie - blandt andet over for Eric Topol.

Hvad graferne nemlig ikke viser, er, at der over de seneste uger er sket en markant stigning i personer, der er indlagt med og ikke på grund af corona. Det samme gælder for de coronarelaterede dødsfald, hvor en voksende andel er døde med og ikke af virussen.

Også Michael Bang Petersen, professor og leder af Hope-projektet på Aarhus Universitet, der måler danskernes holdninger og adfærd under corona-epidemien, har kastet sig ud i at forklare de danske tal.

Det endte dog blot med en spydighed fra Eric Topol, der mener, at »verden ser mod Danmark som en indikator på, hvad der sker, når alle restriktioner bliver fjernet, og det ser ud til, at vi har set denne film før«.

Han vedhæftede et billede af en artikel fra september sidste år, da Danmark første gang fjernede alle restriktioner, blot for at de vendte tilbage få måneder efter.

Dyk ned i de aktuelle danske coronatal her: