FN: Over 1000 kan være dræbt i krigsforbrydelser i Myanmar
Drab i Myanmar kan være forbrydelser mod menneskeheden, siger efterforskere. Aktivister vil strejke på årsdag.
Drab på mere end tusind menneskers i Myanmar siden militærkuppet for et år siden kan være krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden.
Det mener FN’s efterforskere, der undersøger udviklingen i det sydøstasiatiske land.
Efterforskerne har til opgave at indsamle beviser for de mest alvorlige forbrydelser internationalt.
- På tragisk vis tyder de rapporter, vi har modtaget i det seneste år, på, at et godt stykke over tusind personer er blevet dræbt under omstændigheder, der kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser, siger Nicholas Koumijan, der er leder af gruppen af efterforskere (IIMM).
Han tilføjer, at de stadig arbejder på at placere et ansvar for de mange drab.
Myanmars militær tog magten ved et kup den 1. februar sidste år.
Militæret afsatte den folkevalgte civile leder, Aung San Suu Kyi, og hendes regering. Suu Kyi og flere andre medlemmer af regeringen har siden været i husarrest.
I de første uger efter kuppet demonstrerede folk i Myanmar i stort antal. Men de omfattende protester stilnede af, i takt med at sikkerhedsstyrker slog stadig hårdere ned på demonstranterne.
FN vurderer, at mindst 1500 mennesker er blevet dræbt af militæret i det seneste år. Flere tusinde andre kan være blevet dræbt i de væbnede konflikter, der på ny er blusset op i Myanmar som følge af kuppet.
Tusinder af mennesker og organisationer har givet FN’s efterforskere bevismateriale til brug i fremtidige retsopgør, siger Koumijan.
I Myanmar gør aktivister klar til at markere årsdagen for kuppet tirsdag. De har bedt indbyggerne i landet om at blive hjemme og holde deres forretninger lukket i en ”stille strejke”.
Aktivister opfordrer også til at holde såkaldte flash mobs, altså demonstrationer, hvor folk samles og derpå forsvinder hurtigt igen.
Militæret har truet med at anholde enhver, der deltager i nogen form for protest mod styret.
- Det kan godt være, at vi bliver anholdt og tilbringer resten af livet i et fængsel, hvis vi er heldige. Det kan være, at vi bliver tortureret og dræbt, hvis vi er uheldige, siger aktivisten Nan Lin.
En gruppe aktivister, der hævder at stå bag strejkeaktionen på årsdagen, opfordrer det internationale samfund til at støtte den skyggeregering, der er dannet af blandt andre nogle af de afsatte ministre.
De beder også om en våbenembargo mod militærstyret og et flyveforbud.
Mandag har USA, Storbritannien og Canada i fællesskab besluttet at indføre nye sanktioner mod styret i Myanmar.
Sanktionerne rammer personer øverst i Myanmars retssystem og andre, der støtter militærjuntaen.
Det meddeler USA’s finansministerium.
/ritzau/AFP