Ny opdagelse: Stort koralrev fundet af dykkere ud for Tahitis kyst
En ekspedition af dykkere har opdaget et stort urørt koralrev ud for Tahitis kyst. Det er et af de største på den dybde, siger organisationen bag, og det giver håb for flere fund.
Maritime forskere har gjort en ny, stor og spektakulær opdagelse, da de dykkede ned under vandet ud for Tahitis kyst.
Her fandt de nemlig et hidtil urørt koralrev på mellem 30 og 65 meters dybde, der strakte sig over tre km.
Det skriver FN-organisationen Unesco, der står bag opdagelsen, på sin hjemmeside.
Det er et af de største koralrev, der er opdaget i den dybde, skriver organisationen.
»Det er meget usædvanligt, fordi størstedelen af de kendte koralrev i verden indtil nu sidder på dybder på op til 25 meter. Denne opdagelse tyder derfor på, at der er mange flere store rev derude på mere end 30 meter i det, der er kendt som havets ”twilight zone” (tusmørkezone, red.), som vi simpelthen ikke kender til,« står der på hjemmesiden.

Vigtige koralrev
Ekspeditionen, der gjorde opdagelsen ved Tahiti, er en del af Unescos globale arbejde for at kortlægge havet.
Ifølge organisationen er koralrev en vigtig fødekilde for forskellige organismer, så lokaliseringen af dem kan hjælpe med forskning om biodiversitet.
Til dato kender vi månens overflade bedre end det dybe hav. Kun 20 pct. af hele havbunden er kortlagt.
De organismer, der lever på rev, kan være vigtige for medicinsk forskning, og rev kan også være med til at beskytte kyster og beskytte mod tsunamier.


Hidtil har forskere kun været i stand til at udforske koralrev på ned til 30 meters dybde, men ny teknologi betyder, at længere dyk på dybder under 30 meter er mulige.
»Til dato kender vi månens overflade bedre end det dybe hav. Kun 20 pct. af hele havbunden er kortlagt. Denne bemærkelsesværdige opdagelse ved Tahiti demonstrerer det utrolige arbejde, forskere - med støtte fra Unesco - gør for at fremme omfanget af vores viden om, hvad der ligger under havoverfladen,« siger Audrey Azoulay, Unescos generaldirektør, til hjemmesiden.