Nu sætter USA ord på trussel mod Rusland i Ukraine-konflikten

Dybe russiske og vestlige interesser i Ukraine får konflikten til at ligne en geopolitisk gordisk knude.

Artiklens øverste billede
En russisk kampvogn ses her i Rostov-regionen nær Ukraine. Foto: Sergey Pivovarov/Reuters

Ruslands opstilling af 100.000 soldater og et opbud af kampvogne og andet krigsmateriel ved grænsen til Ukraine afføder frygt for en eskalering af situationen. Udviklingen i regionen får nu USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, til åbent at true med repressalier, hvis Rusland skulle gøre alvor af den militære trussel.

»Rusland vil blive mødt med meget alvorlige økonomiske sanktioner af både USA og de vestlige allierede. Vi sender i fællesskab et meget stærkt signal om, at der bliver en regning at betale. Og det gælder også i forhold til Ruslands fremtidige strategiske rolle i Europa,« siger Jake Sullivan til CBS News.

USA går også retorisk ind i polemikken om det nylige cyberangreb på den ukrainske regerings hjemmesider.

»Hvis det viser sig, at det er Rusland, der står bag, og det ikke er kortvarigt, vil vi også se på et passende modsvar på dette område,« lover Sullivan.

Sikkerhedsrådgiveren understreger dog i samme åndedrag, at USA og de vestlige allierede stadig er fuldt opsatte på at løse krisen af diplomatisk vej.

»Hvis Rusland ønsker at løse konflikten med diplomatiske midler, er vi i høj grad parate til det også,« pointerer Jake Sullivan.

Lige nu er Ruslands militære trussel mest opsigtsvækkende. Og der er international frygt for, at Rusland vil iscenesætte en ”hændelse”, der kan berettige et militært modsvar fra Rusland. Det kunne være et fingeret angreb på russiske styrker, der udløser en decideret krig i Ukraine.

»Vi tror på, at russerne har en udstationeret enhed, der kan iscenesætte et angreb på for eksempel en russisktalende befolkningsgruppe i Ukraine og derefter bruge det som undskyldning til at gå ind i landet,« siger Pentagon-talsmand John Kirby til BBC.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, handler USA’s påpegning af risikoen for en ”hændelse” om ganske enkelt at demontere den type trussel fra russisk side.

»USA råber simpelthen ”ulven kommer”. Og ved at pege på ”hændelses”-scenariet vil Rusland få svært ved at iscenesætte en sådan handling,« vurderer Peter Viggo Jakobsen.

Han mener ikke, at russerne i praksis har et dybfølt ønske om at gå ind i Ukraine, selv om Ruslands militære trussel i høj grad er nærværende.

»Jeg tror, at Putin erkender, at der ikke er basis for at udvide landet geografisk – selv om nogle interne nationalister stadig håber på det. Omkostningerne er simpelthen for store. Men Rusland har det svært med, at Ukraine bliver stærkere militært og samtidig knytter tættere bånd til Nato,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Den danske militærekspert ser ikke en indlemmelse af Ukraine i Nato som en løsning på konflikten, som nogle ellers peger på.

»Det vil for det første være at træde Rusland alvorligt over tæerne geopolitisk. Og dernæst har hverken den danske regering eller andre europæiske lande lyst til at sende egne soldater i kamp i Ukraine for at leve op til forpligtelserne i forsvarssamarbejdet. Derfor er et vestligt militært modsvar på en russisk tilsvarende aggression særdeles vanskelig at forestille sig. Der er simpelthen alt for meget på spil ved en sådan eskalering – tænk bare på de potentielle konsekvenser ved brug af atomvåben«.

Danmark har besluttet at give 164 mio. kr. til Ukraine som hjælp til at håndtere følgevirkninger af konflikten i den østlige del af landet. Det oplyste Udenrigsministeriet søndag i en pressemeddelelse. Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod skal pengene blandt andet gå til træning og uddannelse af ukrainske styrker.

Spændingerne mellem Ukraine, Rusland og Vesten er vokset i styrke de seneste uger. Rusland har stillet krav om, at Nato aldrig vil optage Ukraine som medlem, hvilket Nato har afvist.

Senest har Nato sendt et krigsskib, ”HNLMS Rotterdam”, til Østersøen syd for Bornholm. Ifølge den vestlige forsvarsalliance skal skibet overvåge situationen i området.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.