Russisk jernnæve skal hjælpe med at knuse protesterne i Kasakhstan

BERLIN

Billederne af russiske faldskærmsjægere på vej ind i et naboland giver en kedelig fornemmelse af deja vu, og meldingerne om vilde skyderier i den rebelske millionby Almaty i løbet af torsdagen lover heller ikke godt.

Der er ikke gået meget mere end fire døgn, siden de folkelige protester mod prisstigninger begyndte i Kasakhstan. De udviklede sig på kort tid til en opstand mod landets udemokratiske og korrupte ledelse, og fik præsident Kasym-Jomart Tokajev til først at afskedige regeringen og derefter sent onsdag at øge indsatsen voldsomt ved at hidkalde en russisk-ledet styrke, som skal hjælpe ham med at knuse modstanden.

Styrkerne fra militæralliancen Den Kollektive Sikkerhedspagt, en slags Nato for Ruslands nærmeste sikkerhedspolitiske satellitter, begyndte torsdag at ankomme til det centralasiatiske land i en operation markedsført som »fredsbevarende.«

Der er tilsyneladende tale om en russisk indsatsstyrke med lidt pynt. Foreløbige tal går på ca. 3.000 russiske soldater, mellem 100 og 300 hviderussere samt mindre grupper fra Tadsjikistan og Armenien.

Allerede natten til torsdag blev svært bevæbnede lokale tropper sat ind mod demonstranter, der i løbet af onsdagen havde overtaget centrale dele af Almaty.

Der meldes om et stort antal døde og flere tusinde anholdte, men tallene er umulige at verificere. Torsdag aften lokal tid var der fortsat skyderier i centrum af Almaty, der har godt 2 mio. indbyggere.

Præsident Tokajev havde forsøgt at få kontrol over situationen ved at fyre regeringen og derefter ofre ekspræsident Nursultan Nazarbajev, Kasakhstans stærke mand siden 1980,erne, der gik af i 2019, men siden har været leder af landets magtfulde sikkerhedsråd.

Det stoppede ikke vreden, og onsdag aften tog Tokajev et stort skridt ud i en uvis fremtid for sit land, da han i en tv-tale inviterede Rusland indenfor.

»Man må konstatere, at disse terroristiske bander i deres essens er internationale. De er grundigt trænet i udlandet, så deres angreb på Kasakhstan kan ses – og skal ses – som en aggressiv handling,« sagde han om protesterne.

Regeringen har lukket for internet og mobiltrafik i landet, så nyhedsdækningen af protesterne er sporadisk, men der har hidtil ikke været noget som helst, der indikerede, at udenlandske kræfter skulle være involveret i begivenhederne.

Rusland tog med kyshånd mod opfordringen fra Tokajev, for set fra et russisk synspunkt er risikoen ved et ustabilt eller ligefrem fjendtligt Kasakhstan meget alvorlig.

Siden Sovjet-tiden har landet med 19 mio. indbyggere og et territorium fire gange så stort som Frankrig været en stensikker allieret af Moskva. Det udgør en vigtig buffer mellem Rusland og det potentielt turbulente Centralasien, som ikke er blevet mindre uforudsigeligt, efter USA har trukket sig fra Afghanistan.

Rusland og Kasakhstan har en porøs grænse på 7.644 km, og risikoen for indtrængen fra Centralasien ad denne vej er noget, der kan give russiske sikkerhedsanalytikere mareridt.

Mindelser om Tjekkoslovakiet i 1968

Modellen, hvor et lands ledelse beder om beskyttelse fra ”nærtstående stater” i kampen mod dets egne borgere, kan minde om forløbet omkring Warszawa-pagtens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968.

Dengang var det også Moskva, der koordinerede og leverede hovedparten af tropperne, men en række østeuropæiske lande, bl.a. Polen og Ungarn, agerede juniorpartnere i overfaldet på nabolandet.

Efter invasionen i 1968 blev der talt om Bresjnev-doktrinen – opkaldt efter den daværende sovjetleder, Leonid Bresjnev. Denne doktrin åbnede for væbnet intervention i ethvert land, der ville bryde med den sovjetiske kasernesocialisme.

Det er fristende at se Ruslands stadig mere aggressive internationale positur de senere år som udtryk for en Putin-doktrin, der er så bekymrende som den sovjetiske formuleret for over 50 år siden.

At den russiske militære assistance kan blive dyr for Kasakhstan – og det ikke kun målt i menneskeliv – er åbenbart.

Russiske nationalister har i årtier haft våde drømme om at sætte sig på det nordlige Kasakhstan, hvor langt hovedparten af landets knap 4 mio. etniske russere bor. Annekteringen af Krim i 2014 viste, at Moskva har stigende appetit på at gå på strandhugst i nabolandene.

Selvom en sådan udvikling næppe ligger i kortene her og nu, havde propagandister i Moskva ikke behov for noget langt tilløb før de begyndte at stille krav.

Lederen af den russiske propagandasender RT, Margarita Simonjan, formulerede allerede onsdag flere krav til Kasakhstan: »Det er afgjort nødvendigt at hjælpe, men der er nogle forudsætninger,« skrev hun.

Blandt disse er, at Kasakhstan anerkender Ruslands annektering af Krim, indfører det kyrilliske alfabet og gør russisk til statssprog nr. 2, lød det.

Autoritære regimers svaghed

Selvom der måske kan komme russiske sidegevinster ud af det kaotiske forløb, er der flere minusser end plusser i regnestykket set fra Kreml.

Først og fremmest demonstrerer begivenhederne igen, hvor svagt funderet den type autoritære og semi-autoritære regimer, som den russiske ledelse har satset hele butikken på, egentlig er.

I 2014 kollapsede det pro-russiske korthus i Kiev trods betydelig indsats fra Moskvas side. I 2020 holdt den hviderussiske enehersker Aleksandr Lukasjenko sig kun med nød og næppe ved magten. Nu er turen altså kommet til Kasakhstan.

For Rusland er krisen en uvelkommen – og folkeligt upopulær – distraktion, mens Kreml forsøger at lægge maksimalt pres på en anden nabostat, Ukraine.

De seneste måneder har Kreml skruet voldsomt op for blusset over for både Ukraine og Vesten.

I næste uge åbnes forhandlinger om vidtgående sikkerhedspolitiske krav fra russisk side, og på den baggrund er kaos og et uventet militært engagement i Kasakhstan en sten i skoen for Kreml.