Stormen Arwen kræver sit tredje dødsoffer i Storbritannien

En storm fortsætter med at hærge Storbritannien, hvor lastbiler sidder fast i sneen, og folk mangler strøm.

Artiklens øverste billede
Stormen Arwen har i weekenden ramt Storbritannien, og har indtil videre kostet tre mennesker livet. Lørdag morgen forårsagede stormen høj bølgegang ved Seaham nær Newcastle. Foto: Lee Smith/Reuters

I Storbritannien har stormen Arwen nu kostet tre mennesker livet.

Senest er der tale om en 35-årig mand, som blev dræbt, da hans firehjulstrækker blev ramt af et træ i Aberdeenshire i det østlige Skotland fredag.

Samme dag mistede en skoleleder livet, da et træ væltede ned over hans bil i Antrim i det nordøstlige Nordirland. Derudover blev en anden mand dræbt, da han blev ramt af et faldende træ i Cumbria i det nordvestlige England.

Det oplyser myndighederne lørdag aften ifølge BBC.

I Aberdeenshire blev en patruljevogn mast af et væltet træ, mens betjente var ude at besigtige ulykkesstedet, hvor den 35-årige mand var blevet dræbt.

I Northumberland i det nordøstlige England nåede vindstødene op på 157 kilometer i timen eller 43 meter i sekundet.

Vindstød af den styrke kan medføre voldsomme ødelæggelser.

På motorvejen M62 sad omkring 120 lastbiler fast i sneen, og i Skotland mistede flere end 100.000 indbyggere strømmen, skriver BBC.

Met Office, der er den britiske vejrtjeneste, udstedte fredag et sjældent rødt vejrvarsel på tværs af Skotlands østkyst og det nordøstlige England.

Met Office beskriver ifølge nyhedsbureauet dpa vindstødene som ”ødelæggende”. Ifølge vejrtjenesten har uvejret påvirket ”en stor del af Storbritannien”.

I Orlock Head i County Down nåede vindstødene op på 140 kilometer i timen. I Inverbervie på den nordøstlige kyst af Skotland var der vindstød på 125 kilometer i timen, mens Aberporth i Wales oplevede vindhastigheder på 123 kilometer i timen.

I de værst ramte områder af Skotland er veje blevet lukket af nedfaldne murbrokker, mens togtrafikken nord for Newcastle fredag blev indstillet som følge af kraftig vind, regn og sne.

Ifølge BBC var passagerer fanget om bord på et tog i Aberdeenshire i 17 timer på grund af uvejret.

Met Office advarer om, at det nordøstlige og nordvestlige England, Yorkshire, West Midlands og East Midlands vil opleve særdeles koldt vejr indtil mandag.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen