Minister så klimaaftale falde til jorden i dramatiske minutter
Det blev højspændt, da Indien og Kina blev insisterende, og så måtte der improviseres, siger Dan Jørgensen.
Det blev dramatisk, da forhandlere fra verdens lande lørdag aften skulle vedtage en klimaaftale.
Pludselig blev formanden for FN-konferencen COP26, Alok Sharma, stille. Han tog en pause og lignede en mand på grådens rand.
Og i de minutter var det hele, to ugers forhandlinger, ifølge klimaminister Dan Jørgensen (S) ved at falde på jorden.
- Det vil jeg vurdere. For to timer siden ville jeg ikke gætte på, om det faldt til jorden. Jeg stod lige ved siden af John Kerry (USA’s klimaforhandler), Xie Zhenhua (Kinas klimaudsending, red.) og Sharma, siger ministeren.
Det handlede om kul. En formulering i sluterklæringen, der lagde op til udfasning af kul, var for skarp.
- Kineserne og inderne følte ikke, at de var blevet lyttet til på spørgsmålet omkring kul.
Og det var de heller ikke sådan rigtigt. Formandskabet forsøgte at få en tekst igennem, som de to store asiatiske lande ikke i tilstrækkelig grad var taget med på råd om.
Strategien lykkedes ikke. Indien kunne ikke lade det gå igennem.
Så inderne fremlagde et kompromis, og derpå blev det igen følelsesladet for flere delegerede, som vrede og frustrerede ikke kunne forstå, at der pludselig skulle tages hensyn til et enkelt land - blandt 197 lande.
- Jeg frygtede, at det ville åbne det hele igen. Og så skulle vi åbne alle mulige andre spørgsmål, og så kunne vi være siddet her til i morgen. Jeg blev først rigtig nervøs, da der opstår den krise, hvor bølgerne går højt - for at sige det mildt, siger ministeren.
Alok Sharma kom i gang igen, og alle landene endte med at acceptere ændringsforslaget.
- Sharma siger selv undskyld. Jeg tror mere, at det afspejler, hvor sympatisk et menneske han er, siger Dan Jørgensen.
Den britiske minister og COP-formand var ikke, mener Dan Jørgensen, ved at miste grebet om det hele i de højspændte minutter.
Der var mange vanskelige samtaler i løbet af mødet, da interesserne er så forskellige.
- Det er jo ikke mit indtryk, at de er onde mennesker, der ikke vil planeten det godt. Det er fordi, at de kommer fra et andet land. Nogle af dem fra et land med 100.000 mennesker, der arbejder i kulminer. Det er ikke nemme beslutninger for nogen, siger Dan Jørgensen.