Kerry kalder fossil statsstøtte for definitionen på vanvid
USA er verdens største producent af fossile brændsler, og det skal høre op, siger John Kerry på FN-klimamøde.
Det er selve definitionen af vanvid, når lande udbetaler statsstøtte til fossile brændsler, siger USA’s klimaudsending, John Kerry, på COP26 i Glasgow.
Ingen lande i verden kommer i nærheden af at matche USA i produktionen af fossile brændsler. Og den produktion er baseret på enorm støtte fra staten.
- Vi er verdens største producent af fossile brændsler, og vi har statsstøtte. Præsident Biden (USA’s præsident, red.) har fremlagt lovgivning for at slippe af med dem. Vi kæmper hvert år for at finde penge, siger Biden.
Der bliver ifølge tænketanken International Institute for Sustainable Development givet i omegnen af 500 milliarder dollar i statsstøtte til fossile brændsler på globalt plan. Af disse penge går halvdelen til produktion af olie og gas.
- Det er definitionen af vanvid, at man tillader at fodre det problem, som vi forsøger at løse her. Det giver ingen mening, siger Kerry.
Den amerikanske klimaudsending roste det seneste udkast til sluterklæringen.
Han fandt teksten særligt stærk på klimafinansiering, hvilket omvendt var et kritikpunkt fra mange af udviklingslandene, da FN-landene fredag eftermiddag var samlet for at dele deres syn på en kompromistekst.
Kerry sagde også, at USA kan støtte en ”teknisk facilitet”, når det gælder et af de mest omstridte spørgsmål: Udviklingslandenes krav om ”tab og skader” for klimaødelæggelser.
Problemet er bare, at det ikke er det, som de fattige og klimaudfordrede lande har brug for, understregede Kenyas miljøminister, Keriako Tobiko.
Det er penge til mennesker i nød. En ordning og et løfte om penge for tab og skader, som kommer de udsatte borgerne til gavn - ikke konsulenter på et kontor, sagde han.
Et sådant løfte kom John Kerry ikke med. Det gør ingen lande. Kun værtsnationen Skotland.
Kerry udtrykte USA’s fulde støtte til, at klimamålene skal holde klodens temperaturstigning inden for rammerne af Parisaftalen, altså mellem 1,5 og 2 grader celsius.
Det gjorde verdens nummer to i fossil brændstofproduktion - Saudi-Arabien - også.
- Den overordnede diskussion er ambitionen om at holde 1,5-målet i live. Det er en no-brainer (det giver sig selv, red.). Det er noget, vi alle ved. Ingen i rummet er uenige. Spørgsmålet er, hvordan vi gør det, siger Saudi-Arabiens miljø- og vandminister, Abdelrahmen Fadley.