Australiens premierminister antyder, at han ikke deltager i klimatopmøde
Forud for FN's klimatopmøde i Glasgow antyder Australiens premierminister, at det bliver uden hans deltagelse. Drøftelserne om Australiens klimaplaner skal i stedet klares derhjemme, siger Scott Morisson.
Australiens premierminister Scott Morrison er i forvejen ikke populær blandt de vælgere, der ønsker, at Australien ligesom mange andre vestlige nationer, forpligter sig til at reducere sit CO2-udslip drastisk de kommende år.
Som en af få vestlige statsledere har Scott Morisson hidtil nægtet at øge målsætningen om reducering af drivhusgasser hen mod klimaneutralitet i 2050, hvilket har vakt stor kritik både internt i landet og på et klimapolitisk plan stiller Australien mere og mere isoleret.
Den officielle målsætning for Australien er en nedsættelse af CO2-udledningen på mellem 26-28 pct. i 2030 i forhold til niveauet i 2005, hvilket er langt under målsætningen hos EU, USA, Storbritannien og andre udviklede nationer, der alle har forpligtet sig til at være CO2-neutrale inden 2050.
Mindre end en måned før FN’s kommende klimakonference i Glasgow, også kendt som COP26, har den australske statsleder stadig ikke meldt klart ud, om han vil deltage eller ej. Fredag antydede Scott Morrison på det kraftigste, at topmødet bliver uden hans deltagelse.
»Den første og vigtigste gruppe, som jeg bliver nødt til at drøfte vores klimaplaner med, er ikke i udlandet, men lige her i Australien,« sagde Scott Morrison fredag til fremmødte journalister ved ministerboligen i Canberra.
De nye klimaplaner, som Scott Morisson hentyder til, er endnu ikke blevet offentliggjort, men skal drøftes med vicepræsident og leder af koalitionspartiet The National, Barnaby Joyce, en tidligere revisor fra en lille afsidesliggende by i Queensland, der er kendt for at gå med cowboyhat og som traditionelt støttes af vælgere fra Australiens udkantsområder.
Barnaby Joyce har hidtil nægtet at hæve ambitionerne om CO2-reduktion, da en udfasning af fossile brændstoffer ifølge ham vil gå ud over de australiere, der arbejder i kulminedriften eller i relaterede serviceerhverv i Australiens udkantsområder, som også er der, The National høster mange stemmer.
»Disse mennesker er afhængige af, at The Nationals sikrer, at vi ikke trækker det økonomiske tæppe væk under dem,« har Barnaby Joyce tidligere udtalt til det australske medie ABC.
Australien er en af verdens førende kulproducenter, og landet står ifølge den australske regering for cirka 30 procent af verdens kulhandel. Tre fjerdedele af Australiens kulproduktion bliver eksporteret og har en værdi af omkring 67 milliarder australske dollar - godt 311 milliarder kroner - årligt.
Scott Morrison beskrev klimakonferencen i Glasgow som »meget vigtig«, men understregede, at en rejse til Glasgow under de notorisk strenge coronarestriktioner i Australien ville betyde 14 dages karantæne ved ind- og udrejse, og dermed tage vigtig tid fra ham, som ifølge Morrison kunne være brugt bedre.
»Hvis jeg tager afsted, vil det betyde, at jeg har har siddet i alt fire gange i 14-dages karantæne i denne bygning, uden at være i stand til at udføre mine andre opgaver rundt omkring i landet så meget, som jeg ønsker. Det er lang tid for en premierminister at være i karantæne så meget inden for seks måneder,« sagde Scott Morisson.
Scott Morrisons regering, der består af partierne Liberals og The Nationals, er under pres både internt i Australien og internationalt på spørgsmålet om klima.
Flere australske delstater har set sig nødsaget til at fremlægge mere ambitiøse klimamål uden om regering, og nylige meningsmålinger viser, at flertallet af australierne bakker om om højere CO2-reduktioner.
»Jeg tror, der er en voksende kløft mellem det borgerne i Australien vil have, og hvordan vores premierminister opfører sig,« siger klimaprofessor og tidligere direktør for organisationen Climate Change Institute Will Steffen til CNN.
For nylig besluttede Australiens mest folkerige delstat New South Wales at opjustere målet om CO2-reducering fra 35 pct. til 50 pct. i 2030.
Samme dag som Scott Morrison antydede, at klimatopmødet bliver uden hans deltagelse, meldte brancheforeningen for landets minevirksomheder ud, at de bakker op om et klimaneutralt Australien i 2050.
Australien er blandt den lille håndfuld nationer, der ikke har øget sine mål om CO2-reducering ved den seneste officielle opdatering til FN sidste år.