Pentagon: Der var kun en bombemand ved Kabuls lufthavn
Der var kun én selvmordsbomber ved Kabuls lufthavn, siger Pentagon, der advarer om en fortsat trussel.
Den store indsats for at evakuere folk fra Afghanistan risikerer at blive ramt af flere angreb som den selvmordsbombe, der torsdag dræbte snesevis af mennesker ved lufthavnen i Kabul.
Den advarsel kommer fredag fra USA’s forsvarsministerium.
- Vi mener stadig, at der er specifikke og troværdige trusler, siger Pentagons talsmand, John Kirby, ifølge nyhedsbureauet AFP.
USA er kommet frem til, at der tilsyneladende kun var én eksplosion og én selvmordsbombemand ved lufthavnen i Kabul torsdag.
Det siger en anden talsmand for Pentagon, general Hank Taylor, på et pressemøde fredag.
I det kaos, der opstod i Kabul torsdag aften, er der kommet forkerte oplysninger frem, tilføjer han.
- Vi tror ikke, at der var en eksplosion i eller ved Baron Hotel, men at der var én selvmordsbomber, siger Taylor.
Torsdag aften var der oplysninger om, at også Baron Hotel, der blandt andet bruges af udlændinge, var ramt af et selvmordsangreb. Men det var altså kun lufthavnen, oplyser generalen.
- Vi mener, at det er vigtigt at korrigere oplysningerne, tilføjer han.
Det bekræftede dødstal ved angrebet er 13 amerikanske soldater og mindst 72 civile afghanere.
Det britiske udenrigsministerium oplyser, at der var tre britiske statsborgere blandt ofrene. Et af dem var et barn.
Det samlede antal dræbte kan dog reelt være langt højere.
I Kabul siger en embedsmand fra det afghanske sundhedsministerium til tv-stationen CBS News, at omkring 170 civile afghanere blev dræbt ved angrebet.
Andre kilder i sundhedssystemet opgiver et lignende antal dræbte, skriver avisen New York Times.
Den militante bevægelse Islamisk Stat har taget skylden for det blodige angreb.
En selvmordsbombemand bragte en bombe til sprængning blandt en stor menneskemængde, der var samlet ved en af lufthavnens indgange.
Her har tusinder af afghanere ventet i de seneste uger i håb om at komme med et fly ud af landet.
General Taylor tilføjer, at der stadig er omkring 5400 mennesker i Kabul lufthavn, der venter på at blive evakueret. Det er lidt færre end tidligere.
Mens USA vil blive i Kabul lufthavn og fuldføre evakueringerne frem til 31. august, har en række andre lande afsluttet deres indsatser. Fredag har Italien og Schweiz meddelt, at de begge har afsluttet operationerne.
/ritzau/