Dansker i Kabul: »Jeg ved ikke, om jeg kan komme til lufthavnen«
En dansk-afghansk mand, som var på ferie i Afghanistan, venter lige nu på besked fra Udenrigsministeriet om, hvornår han skal bevæge sig mod lufthavnen. Han ved ikke, om han kan komme derhen, siger han.
»Udenrigsministeriet sagde, jeg skulle komme til lufthavnen efter kl. 14. Jeg ved ikke, om jeg kan komme til lufthavnen.«
Ordene stammer fra en besked sendt over Facebooks beskedtjeneste Messenger.
De tilhører en dansk-afghansk mand, som oplyser, at han netop nu befinder sig i Kabul, hvorfra han forsøger at blive evakueret til Danmark.
Af sikkerhedshensyn offentliggør Jyllands-Posten ikke mandens navn, men han fortæller, at han er dansk statsborger og på ferie i Afghanistan. Han siger også, at hans internetforbindelse er dårlig og ustabil.
»Det er lidt farligt, og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer derhen, men jeg håber, at alt bliver godt,« siger han.
Han fortæller også, at situationen i Kabul lige nu er »upside down« - at alt er vendt på hovedet og ukendt.
»Der er mange folk, som misbruger Talibans navn og stjæler og laver alt mulig ballade og skyderier i deres navn,« siger han.
»Jeg kan sige, at her er meget kaos,« skriver han i en besked.
Den dansk-afghanske mand siger, at han har modtaget besked fra Udenrigsministeriet om evakueringen. I den besked, som Jyllands-Posten har set, står der, at han vil modtage en opdatering angående evakueringen omtrent kl. 14 i dag afghansk tid. Det svarer til kl. 12 i Danmark.
Kl. 15.25 afghansk tid havde den danske statsborger i Kabul ikke modtaget nogen opdatering fra ministeriet, meddeler han.
I beskeden fra Udenrigsministeriet fremgår det, at de, der skal evakueres, skal opholde sig i nærheden af lufthavnen, så de kan nå dertil med kort varsel.
Der står desuden, at man skal pakke let, og at man skal være beredt på selv at betale for flyrejsen på et senere tidspunkt, hvilket ifølge Udenrigsministeriets pressetjeneste er normal procedure.
Derudover kan Udenrigsministeriet hverken be- eller afkræfte rigtigheden af den besked, som den dansk-afghansk mand siger, han har modtaget fra ministeriet.
Der henvises i stedet til de udtalelser, som udenrigsminister Jeppe Kofod er fremkommet med.
»Regeringen kommer til at orientere Udenrigspolitisk Nævn ved middagstid, og så håber jeg, at der er forståelse for, at alle vores kræfter er koncentreret omkring evakueringsarbejdet,« sagde Jeppe Kofod mandag formiddag.