Store protester mod regeringen i Cuba har kostet det første liv
En mand er død, mens mange demonstranter og sikkerhedsfolk er såret under sammenstød i en forstad til Havana.
En 36-årig mandlig demonstrant mistede livet, mens adskillige demonstranter og sikkerhedsfolk kom til skade under en protest i en forstad til Havana mandag.
Mange af de sårede er bragt til hospitalet.
Det rapporterer det statslige cubanske nyhedsbureau Agencia Cubana de Noticias tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge det cubanske nyhedsbureau havde ”organiserede grupper bestående af antisociale og kriminelle elementer” forsøgt at nærme sig en politistation i Havana-forstaden La Guinera. Angiveligt med det formål at angribe stationen.
Cubas indenrigsministerium oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at ministeriet ”sørger over mandens død”.
Der er ifølge indenrigsministeriet tale om en 36-årig mand ved navn Diubis Laurencio Tejeda.
Det statslige nyhedsbureau i Cuba skriver, at manden havde deltaget i ”forstyrrelserne”. Det er uvist, hvordan han døde.
Det er det første officielle dødsfald i Cuba under de nylige protester, der brød ud søndag lokal tid.
Siden da er tusindvis af mennesker gået på gaden på tværs af landet for at deltage i de største protester i landet i årtier.
Cubanerne er blandt andet vrede over, at landets økonomi hænger i laser. Samtidig er der mangel på medicin og mad, mens priserne stiger, ligesom at folk er utilfredse med regeringens håndtering af coronapandemien.
Demonstrationerne er bemærkelsesværdige, fordi regeringens kritikere normalt straffes hårdt, hvis de udtrykker uenighed eller utilfredshed, rapporterer britiske BBC.
Cubas præsident, Miguel Díaz-Canel, har i forbindelse med protesterne opfordret sine tilhængere til at bekæmpe demonstranterne.
Observatører og aktivister oplyser ifølge AFP, at flere end 100 personer, herunder flere journalister og dissidenter, er blevet anholdt under protester i landet søndag og mandag.
En cubansk bevægelse for ytringsfrihed, San Isidro, offentliggjorde mandag en liste på Twitter med 144 navne på personer, som er blevet anholdt eller er forsvundet under protesterne.
/ritzau/