Ny coronavariant har bredt sig til 33 lande
Listen over lande, der har bekræftet den nye coronavariant, vokser hurtigt. Senest har Tyrkiet fundet den.
Mindst 33 lande har konstateret den nye variant af coronavirus, der først spredte sig i Storbritannien.
Det viser en optælling, som avisen New York Times har foretaget.
Tyrkiet er det nyeste land på listen. Her blev der fredag konstateret 15 smittede med den nye variant.
De 15 tilfælde, der nu er bekræftet i Tyrkiet, er fundet blandt personer, der for nylig var indrejst fra Storbritannien. Derfor besluttede Tyrkiet fredag at lukke for fly fra Storbritannien. Det har over 40 andre lande i forvejen gjort.
Varianten er også fundet i store dele af Europa, herunder Danmark, Norge, Sverige og Finland, samt i fjernere lande som USA, Australien, Canada, Pakistan, Libanon, Indien og Kina.
En lignende variant har bredt sig i Sydafrika. Den er fundet i op til 90 procent af de coronaprøver, der er blevet analyseret i Sydafrika siden midten af november, skriver New York Times.
Den nye virusvariant, der er kendt under navnet B.1.1.7., fører tilsyneladende ikke til et mere alvorligt sygdomsforløb eller højere dødelighed.
Men ifølge eksperter kan den være op til 70 procent mere smitsom end den mere almindelige variant.
Myndighederne har indført en omfattende nedlukning i Storbritannien, hvor smittetallet i de seneste dage har sat flere nye rekorder.
Eksperterne mener, at det dels skyldes den nye og mere smitsomme variant, mens dels også at flere bliver testet.
/ritzau/