Vaccinenyheder må ikke få folk til at tro, at pandemien er slut
De mange nyheder om vacciner risikerer at få en negativ følgevirkning, advarer Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Det, der egentlig er virkelig gode nyheder i kampen mod coronavirus, risikerer faktisk at blive lidt af en kæp i hjulet på arbejdet med at begrænse smittespredning.
Det sagde Verdenssundhedsorganisationen, WHO, fredag.
Nyhederne om de positive fremskridt med vacciner mod covid-19 vækker nemlig bekymring hos WHO. Organisationen frygter, at nyheder om godkendte vacciner, der snart vil blive mulige at få, fører til en voksende opfattelse i befolkninger rundt om i verden, om at pandemien er overstået.
Det skriver The Guardian.
»Fremskridtene med vacciner er opløftende for os alle, og nu kan vi begynde at se et lys for enden af tunnelen. Men WHO er bekymret for, at der er en voksende opfattelse af, at covid-19-pandemien nu er overstået,« sagde Tedros Adhanom, generaldirektør i WHO, fredag.
Onsdag den 2. december kunne den britiske lægemiddelstyrelse præsentere nyheden om, at de har udstedt en nødgodkendelse af covid-19-vaccinen fra det amerikansk-tyske medicinalfirma Pfizer/BioNTech - og at folk kan begynde at få vaccinerne allerede i den kommende uge.
Dagen før kom det frem, at Pfizer/BioNTech-vaccinen er blevet indstillet til en hastegodkendelse i EU, hvilket betyder, at vaccinen kan være tilgængelig i Danmark den 29. december. Det kræver dog Det Europæiske Lægemiddelagenturs godkendelse.
Det er netop den slags nyheder, som WHO nu frygter, kan give folk et uhensigtsmæssigt indtryk af, at enden for covid-19-smitten er nær, og man derfor ikke behøver gå lige så meget op i at holde afstand, begrænse sociale aktiviteter, spritte hænder og gå med mundbind.
»Vi ved, at det har været et hårdt år, og folk er trætte, men på de hospitaler, der kører på eller over deres maksimale kapacitet, er det lige nu så hårdt, som det overhovedet kan blive,« sagde Tedros Adhanom fredag.
Han understregede, at pandemien stadig har lange udsigter, og at de beslutninger, som borgere og regeringer træffer lige nu, kommer til at være udslagsgivende for pandemiens omfang på den korte bane - og ultimativt også, for hvornår den vil slutte.
»Sandheden er, at lige nu er der mange steder, der ser meget høj grad af smitte med covid-19, og det lægger et enormt pres på hospitaler, intensivafdelinger og sundhedspersonale,« lød det fra generaldirektøren.
Verdenssundhedsorganisationen understregede samtidig, at man endnu ikke ved særlig meget om vaccinernes varighed - altså, om de beskytter mod covid-19 i måneder, år eller hele livet.
»Vi ser data komme frem, som viser, at beskyttelsen muligvis ikke er livslang, og at geninfektioner derfor kan opstå. Vacciner er ikke lig med nul covid,« sagde Mike Ryan, WHO's øverste ekspert i sundhedsmæssige nødssituationer.