Fortsæt til indhold
International

I Peru er folk villige til at betale gigantiske beløb i forsøget på at redde familiemedlemmer

Et stort sort marked for livsnødvendige iltflasker har nu fået præsidenten i Peru til at gribe ind.

Da coronakrisen ramte verden, vakte håndteringen af krisen i Peru opsigt verden over. Militæret blev sat ind, og en streng karantæne blev indført.

Nu skaber det sydamerikanske land igen overskrifter. Kampen om iltflasker, som kan være livsnødvendige for coronalidende patienter, skaber panik og et boomende sort marked i landet. CNN beretter om desperate borgere, der forsøger at skaffe ilt til deres kære.

Ifølge Johns Hopkins University har Peru 187.400 personer smittede med coronavirus. 5.162 registrerede dødsfald kan relateres til coronavirus i landet.

Torsdag imødekom Perus præsident, Martin Vizcarra, befolkningens opråb om iltmanglen og iværksatte nødprocedurer til at forøge produktionen og tilgængeligheden af ilt til medicinsk brug. Yderligere erklærede han gas som en strategisk sundhedsressource og afsatte over 160 millioner kroner til at løse problemet.

Javier Gallardo, der driver en virksomhed, der tilbyder hjemmebehandling med ilt i hovedstaden Lima, omtaler det som »et mysterie«, hvor ilten på det sorte marked kommer fra.

Han har hørt om folk, der har betalt op mod 9.700 kroner for en flaske ilt, som normalt koster omkring 2.300 kroner. Han kalder det for »skandaløst« og fortæller, at en coronapatient i kritisk tilstand kan tømme en iltflaske på 6 til 8 timer.

En sundhedsarbejder demonstrerer i Iquitos. Foto: Cesar Von Bancels/AFP

Det britiske videnskabstidsskrift The Lancet skriver om, at det i den afsidesliggende storby Iquitos, som ikke kan nås med almindelig vej, ikke har været muligt at få tilstrækkelige mængder ilt bragt ud. Byen har i forvejen været hårdt ramt af coronavirussen.

Ifølge Verdensbanken brugte Peru i 2017 3,2 pct. af BNP på det offentlige sundhedssystem.

Det er et godt stykke under de seks pct., som Pan American Health Organization (PAHO) anbefaler, at medlemslandene bruger. Formanden for PAHO, Marcos Espinal, siger til CNN, at han »ikke kan give en forklaring på,« hvorfor landet pludselig oplever den store iltmangel.