Fortsæt til indhold
International

Julian Assange blev far, mens han var i politisk asyl - nu vil kæresten have ham løsladt fra coronaplaget fængsel

Oplysningerne er kommet frem, efter at Wikileaks-grundlæggerens kæreste er stået frem for at få ham løsladt fra coronaplaget fængsel.

I næsten syv år boede Wikileaks-grundlæggeren Julian Assange på Equadors ambassade i London, hvor han opholdt sig alle døgnets 24 timer, efter at have fået tilkendt politisk asyl af Equadors daværende regering.

Og i de godt syv år fandt den 48-årige australske whistleblower sig både en kæreste og fik to børn. Det kommer nu frem, efter at Assanges kæreste og mor til de to børn, den 37-årige advokat Stella Morris, er stået frem.

Det skriver den britiske avis, The Independent.

Stella Morris udtaler sig til offentligheden, fordi der i det fængsel, som Julian Assange befinder sig i, Belmarsh fængslet lidt uden for London, er udbrudt coronavirus blandt de indsatte. Stella Morris advokerer derfor for at få løsladt sin kæreste mod kaution, og det er i en skriftlig udtalelse til en domstol, at deres forhold nu eksponeres.

En anmodning der allerede én gang er blevet afvist af en domstol i slutningen af marts, da der på daværende tidspunkt ikke var smittetilfælde i fængslet. Det er der dog siden kommet, og mindst en indsat har nu mistet livet til virussen.

På Twitter advokerer Julian Assanges mor, Christine Assange, også for, at sønnen løslades for at forhindre, at han bliver smittet.

»Julians forlovede beder Storbritannien om at løslade ham sammen med de andre britiske fanger,« skriver hun med henvisning til, at myndighederne i Storbritannien har varslet, at man vil løslade op mod 4.000 indsatte, der alligevel snart vil blive løsladt, for at forhindre at der opstår smitte i landets fængsler.

Assange sidder fængslet i Belmarsh, mens han afventer en dom i en retssag om udlevering til USA.

De amerikanske myndigheder har sigtet ham i lang række anklagepunkter heriblandt spionage, fordi han gennem sit online-medie Wikileaks op gennem 00’erne afslørede efterretningsoplysninger om landet - blandt andet tusindvis hemmeligstemplede dokumenter, der indeholdt oplysninger om USA’s rolle i Irak-krigen.

Det var dog fordi, svenske myndigheder krævede Assange udleveret til Sverige på grund af anklager om voldtægt, at han i 2012 søgte og blev tilkendt politisk asyl af Equadors regering.

Det ophold sluttede dog i april 2019, hvor Equadors dengang nytiltrådte præsident annullerede Assanges asyl. Dermed stod det frit for det britiske politi at anholde og fængsle Assange.

Det var i 2011, altså inden at han flyttede ind i ambassadeboligen, at han mødte Stella Morris. Hun arbejdede i en periode for Assange, og de to forelskede sig ifølge Morris i 2015. I et interview med den britiske avis Daily Mail afslører Morris, hvordan de to børn flere gange besøgte deres far på ambassaden. Her fortæller hun desuden, at Assange overværede begge fødsler over et videolink.

Retssagen om udlevering til USA er sat til at begynde den 18. maj i år.