Mæslinger dræbte store dele af befolkningen. Nu står indianerne i Amazonas over for den næste store udfordring
Efter at en teenager er død af covid-19, frygter eksperter, at indianerstammer fra Amazonas er ekstra udsatte på grund af få sundhedsfaciliteter i regnskoven.
En teenager fra yanomami-indianerstammen i Amazonas er angiveligt død efter at være blevet smittet med coronavirus.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Offeret – den 15-årige Alvanei Xirixana – døde torsdag aften efter at have tilbragt næsten en uge på en intensivafdeling i Boa Vista, en brasiliansk by nær yanomami-stammens portugisiske reserve.
Ifølge avisen Folha de São Paulo stammede den unge mand fra landsbyen Rehebe, der ligger langs Uraricoera-floden og bruges af minearbejdere til ulovligt at få adgang til det mineralrige område i deres søgen efter guld.
I nogle af landsbyerne dræbte mæslinger 50 pct. af befolkningen. Hvis covid-19 gør det samme, vil det være en massakre.Carlo Zaquini, italiensk missionær
Landsbyens omkring 70 medlemmer er efter dødsfaldet blevet isoleret, ligesom offerets forældre, fem sundhedsarbejdere og en lokal pilot også er sat i karantæne.
Det er ikke klart, hvordan eller hvor teenageren blev smittet, men ifølge The Guardian har lederne af yanomami-indianer mistanke om, at den ulovlige minedrift kan være ansvarlig for at bringe coronavirus ind i det ellers lukkede samfund.
Teenagerens død har ikke blot genoplivet smertefulde minder for yanomami-folket, det har også skabt en reel frygt for coronavirussets potentiale til at ødelægge de oprindelige samfund i Sydamerika.
Carlo Zaquini, en italiensk missionær, der har arbejdet med de indfødte indianere i Brasilien i mere end et halvt århundrede, så yanomami-samfundet blive bragt på knæ i løbet af 1970’erne og 1980’erne, da flere epidemier forårsaget af en tilstrømning af vejbyggere og guldgravearbejdere skyllede ind over stammefolket.
»Det var som at køre en bulldozer ind i en glasfabrik. Alt blev knust. Det var den ene epidemi efter den anden,« fortæller Zaquini, der i dag er 82 år gammel. Han tilføjer:
»I nogle af landsbyerne dræbte mæslinger 50 pct. af befolkningen. Hvis covid-19 gør det samme, vil det være en massakre.«
Brasilianske sundhedsmyndigheder har hidtil opdaget 24 coronavirus-tilfælde blandt landets oprindelige befolkning på 850.000 mennesker, lyder det ifølge det officielle nyhedsagentur, Agência Brasil.
Også eksperter frygter, at indianerstammer fra Amazonas, som eksempelvis yanomanierne, er ekstra udsatte, hvis de bliver ramt af coronavirus på grund af få sundhedsfaciliteter i regnskoven og en større sårbarhed fra sygdomme udefra.
Ifølge Sofia Mendonça, en brasiliansk folkesundhedslæge, der arbejder med oprindelige samfund, er det essentielt, at stammefolkene bevæger sig væk fra deres oprindelige områder, hvis deres liv skal reddes.