Fortsæt til indhold
International

Coronavirus er et nemt offer for falske nyheder

»Mange af de historier, som kører rundt, taler direkte til vores angst, vrede og usikkerhed,« siger ekspert.

Mens coronavirussen fortsætter med at sprede sig i Danmark og i andre lande, har sundhedsmyndigheder, forskere og magthavere verden over også øjnene skarpt rettet mod en anden farlig spredning, der har med coronasmitten at gøre.

Nemlig udbredelsen af falske nyheder og bevidst propaganda.

Misinformation om blandt andet virussens dødelighed, sygdommens oprindelse og Italiens håndtering af landets mange indlagte patienter har i de seneste dage og uger floreret på sociale medier som Twitter og Facebook. Magthavere som USA’s præsident, Donald Trump, og Kinas kommunistparti er ligeledes blevet beskyldt for bevidst at misinformere og plante konspirationsteorier om virussen til egen politisk vinding.

Der er en enormt stor global opmærksomhed omkring smitten, og det er forventeligt, at nogen vil forsøge at bruge det.
Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

»Det er nemt at forestille sig, at coronavirussen vil blive brugt til at skabe misinformation,« lyder det fra Vincent Hendricks, filosofiprofessor og centerleder for Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet.

»Coronavirussen har taget hele den globale dagsorden, og mange af de historier, som kører rundt, taler direkte til vores angst, vrede og usikkerhed. Historier, som taler ind i disse følelser, har det netop med at sprede sig kraftigt og hurtigt på nettet. Det giver en mulighed for at misbruge en folkestemning i befolkningen,« siger han.

Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, og som har et særligt kendskab til russiske misinformationskampagner, kalder det ligeledes »oplagt«, at coronakrisen udnyttes af både stater og andre aktører, der har et bevidst formål med at bringe falske informationer i omløb i den offentlige debat.

»Det er nemt at skabe historier om, at coronavirussen er et biologisk kampstof, som er gået galt, eller at myndighederne skjuler tal eller har spredt smitten med vilje,« siger han.

»Der er en enormt stor global opmærksomhed omkring smitten, og det er forventeligt, at nogen vil forsøge at bruge det,« lyder det.

Aktive russiske trolde

I sidste uge afslørede Twitter og Facebook, at de havde fjernet en række falske profiler på deres sociale medier fra et russisk ledet netværk af professionelle internettrolde, som opererede fra Ghana og Nigeria.

Netværket havde til formål at påvirke særligt amerikanere, og her var netop nyheder om coronavirus-pandemien et af de emner, som de falske profiler havde fokus på, skriver den britiske avis The Guardian.

Italien, som er det europæiske land, hvor coronakrisen indtil videre har ramt allerhårdest, har også oplevet, hvordan spredningen af misinformation pludselig kan gå stærkt.

I forrige weekend slog en anonym hjertelæge alarm på de sociale medier med et opråb om, at de italienske læger nu måtte begynde at prioritere mellem, hvem der skulle leve, og hvem der skulle dø. Det forlød samtidig, at selv unge nu også havde brug for intensiv behandling, og at coronaepidemien er som en krig, hvor der ikke er respiratorer nok til alle.

Historien blev flittigt delt på det sociale medie Whatsapp og nåede at blive taget op af enkelte etablerede medier i Italien og af udenlandske medier, før overlægerne fra to af Milanos store sygehuse gik ud med et kraftigt dementi og en advarsel om at sprede falske nyheder.

Matteo Marnati, borgmester med ansvar for den digitale dagsorden i Piemonte-regionen, betegnede dem, der spredte paniknyhederne, som »sjakaler, der bruger alle midler for at sprede panik«.

I USA er præsident Donald Trump også blevet beskyldt for at misinformere om coronavirussen og sprede konspirationsteorier. I sidste uge vakte det også opsigt, da talsmanden for Kinas udenrigsministerium, Zhao Lijian, udtrykte på Twitter, at »det kan være den amerikanske hær, som bragte epidemien til Wuhan«.

Også i Afrika har konspirationsteorier fået frit løb. I weekenden udtalte bl.a. Zimbabwes forsvarsminister, Oppah Muchinguri, at coronapandemien er Europa og USA’s »straf« for at indføre sanktioner mod landets regime for overtrædelse af menneskerettighederne.

Også terrororganisationen Islamisk Stat har kaldt virussen »en pine sendt af Gud« og advarede i weekenden sine tilhængere om at rejse til Europa.

I Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har man et stort fokus på at komme misinformationen til livs, siger talsmand Tarik Jasarevic, til Jyllands-Posten.

»Covid-19-udbruddet og reaktionen derpå har været ledsaget af en massiv ”infodemic” – en overflod af information, nogle nøjagtige og andre ikke – som gør det svært for folk at finde pålidelige kilder og vejledninger, når de har brug for det,« lyder det fra Tarik Jasarevic.

Misinformation kortlægges

Allerede for en måned siden advarede chefen for WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, om, at misinformationen er en modstander i kampen mod virussen:

»I WHO bekæmper vi ikke kun virussen, vi kæmper også mod trolde og konspirationsteorier, som underminerer vores svar (på krisen, red.),« udtalte han på en pressekonference.

På Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet er man i disse dage i gang med at kortlægge spredningen af nyheder om coronavirussen, herunder også misinformation, på de sociale medier, fortæller professor Vincent Hendricks.

Det sker bl.a. ved at monitorere og lave analyser på de hashtags, som bruges i forbindelse med covid-19.

»Det er enormt vigtigt at skelne mellem, hvad der er reelle kendsgerninger, og hvad der er fortællinger. Vi vil gerne blive klogere på, hvem der er med til at sprede forkerte fortællinger, og hvorvidt der ligger specifikke intentioner bag, der kan identificeres,« siger professoren.

Artiklens emner
WHO