Fortsæt til indhold
International

Afslørende satellitfotos: Iran graver massegrave til ofrene for coronaepidemien

Massegrave i den hellige by Qom tyder på, at Irans coronaepidemi er langt værre end hidtil antaget. Nu skal en militær udrykningsstyrke rydde gader, butikker og alle offentlige steder for at stoppe smittespredningen.

KAIRO

Satellitfotos af massegrave i den hellige by Qom i Iran tyder på, at Irans coronavirusepidemi er langt større end hidtil antaget.

Man begyndte at grave dem den 21. februar, blot to dage efter at præstestyret officielt havde bekræftet det første covid-19-tilfælde, og deres eksistens bekræfter frygten for, at de iranske myndigheder fortier sandheden om epidemiens reelle omfang, skriver bl.a. avisen Washington Post.

Beviser peger på, at det er et biologisk angreb.
Irans øverste leder, Ali Khamenei, i et tweet torsdag

Civile iranere har optaget videoer fra massegravene og delt dem på de sociale medier. I én af dem, optaget den 3. marts og vist på BBC’s persiske kanal, fortæller en mand, at arbejdere på begravelsespladsen allerede har begravet »over 250 virusofre.«

På det tidspunkt lød det officielle dødstal på 77 i hele landet.

»Gravene her er alle friske og stammer fra de seneste dage. Og som man kan se, strækker de sig, så langt øjet rækker,« siger manden i videoen.

Qom er med sine ca. 1,2 mio. indbyggere epicenter for Irans udbrud af coronavirus. Alligevel er byen hidtil ikke blevet afspærret, og tusindvis af pilgrimme fra hele verden er blevet ved med at valfarte til byens gravmoskeer.

Flytrafikken ind og ud af Kina er også fortsat uændret, og i Kina er de seneste ca. 50 coronasmittede ankommet fra Iran.

På de sociale medier vokser vreden over myndighedernes helt utilstrækkelige og forsinkede håndtering af krisen, og præsident Rouhani kritiseres for ikke at have påtaget sig styringen i kampen mod smittespredningen.

Opslag om massegravene på Space.coms Twitter-konto:

Først i forrige uge blev fredagsbønnen aflyst i 23 store byer, senere er skoler og universiteter blev lukket ned indtil midt i april, og offentligt ansatte arbejder nu på nedsat tid, mens befolkningen opfordres til ikke at forlade deres hjem, med mindre det er strengt nødvendigt.

Men opfordringen bliver i vid udstrækning ignoreret, og det selv om de seneste officielle opgørelser fredag viste, at der er 11.634 smittede og 514 dødsfald. Kun Kina og Italien er hårdere ramt.

Militæret skal rydde gaderne

Det fik Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, til at indsætte en ny, militær udrykningsstyrke, som i løbet af 24 timer skal få folk væk fra alle offentlige steder, gader, veje og butikker i et forsøg på at stoppe smittespredningen.

Det ligner et totalt udgangsforbud. Og det afspejler et magtskifte i Iran fra de politiske til de militære ledere. Det blev annonceret af chefen for de væbnede styrker, generalmajor Mohammed Bagheri, som sagde, at indgrebet kommer til at vare en uge. Det betyder reelt sløjfning af alle fejringer omkring nationens største festdag, det iranske nytår den 20. marts.

Alle iranere vil blive tjekket for covid-19, forlød det sensationelt, men det anses for usandsynligt, at det sanktionsramte sundhedsvæsen kan klare opgaven. I sidste uge bad Iran for første gang siden 1960 Den Internationale Monetære Fond (IMF) om en hjælpepakke på 5 mia. dollars for at konfrontere coronakrisen. Det forventes, at USA vil blokere.

Torsdag bidrog Ali Khamenei til militærets og imamernes vilde konspirationsteorier om, at coronavirusen er udløst af USA som biologisk våben imod Iran.

»Beviser peger på, at det er et biologisk angreb,« skrev han i en tweet.

Tweet fra Ali Khamenei om covid-19 som biologisk våben:

Præstestyret i Teheran er længe blevet kritiseret i vestlige medier for at dække over krisens reelle omfang. I mandags skrev det amerikanske magasin The Atlantic, at det reelle antal smittede snildt kan være op til 250 gange højere end de ca. 12.000, myndighederne antager.

Udregningen er foretaget ved at sammenholde en række af de officielle opgørelser over smittede og døde med dét, som videnskaben ved om, hvordan covid-19 spreder sig. Og alt efter hvilke officielle data, man lægger til grund, er der ifølge The Atlantic formentlig et sted mellem en halv mio. og 8 mio. smittede iranere.

Turistattraktionerne i Egypten holdes fortsat åbne. Det gælder også Kongernes Dal og templet i Luxor. Men turismen er på vej ind i et dramatisk fald på grund coronaepidemien. Foto: Khaled Desouki/AFP

I Egypten nager tvivlen

Men Iran er langtfra det eneste land, hvor myndighedernes ineffektivitet og fornægtelser skaber tvivl om krisens reelle omfang.

I Egypten, som med en befolkning på 100 mio. er det folkerigeste land i den arabiske verden, lyder de seneste, officielle tal på 93 smittede og 2 dødsfald. Langt hovedparten er passagerer og besætningsmedlemmer på et krydstogtskib på Nilen ved Luxor.

Men tvivlen nager i befolkningen, som generelt nærer stor mistillid til myndighederne.

Regeringen har hidtil fastholdt, at kilden til udbruddet på krydstogtskibet er en taiwansk kvinde, som er blevet smittet hjemmefra. Men i den forgangne uge fastslog Taiwans Center for Sygdomskontrol, at hun er smittet med en anden streng af covid-19 end andre taiwanere, og at hun sandsynligvis blev smittet i Egypten.

I modsætning til mange andre lande i regionen har Egypten hidtil ikke lukket skoler og universiteter, stoppet fredagsbønnen eller indledt massive oplysningskampagner. Og først i mandags blev store, offentlige forsamlinger forbudt..

Men lørdag aften meddelte præsident al-Sisi, at alle skoler og universiteter nu lukker i 14 dage fra og med søndag. Desuden er soldater fra hærens afdeling for kemisk krigsførelse sendt ud for at rense Ain Shams universitetet i Kairo.

Til trods for, at turistattraktionerne stadig holdes åbne, er den økonomisk vigtige turisme på vej ind i et dramatisk fald som følge af, at et stigende antal lande lukker for internationale rejser. Hundredtusindvis af egyptere tjener desuden til dagligdagen i Golf-stater som Kuwait, Saudi-Arabien og Qatar, som er i færd med at lukke deres lufthavne for egyptere, med mindre de er blevet testet negativ for covid-19.

Vil du have vores bedste Indblik-artikler direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de fem nyeste artikler fra Jyllands-Postens Indblik-sektion hver dag kl. 16 - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse.