Sådan bekæmper Asien coronaepidemien

TOKYO – Da Bruce Aylard ankom til Beijing den 16. februar, var Kina i kaos. Det var også derfor, han stod i lufthavnen. Aylard var leder af en topdelegation af læger fra Verdens Sundhedsorganisation (WHO), udsendt for i de næste ni dage at rejse landet tyndt og dermed få et overblik over coronavirussens omfang. Samt Kinas forsøg på at inddæmme smitten.

Det så ikke godt ud. Huebi provinsen, med Wuhan som centrum, var hermetisk lukket, mens resten af landet var i stram karantæne. Alligevel registrerede Kina 2.048 nye tilfælde af coronavirussen samme dag, som Aylard gik gennem paskontrollen. Og mange tusinde flere i dagene før.

Nu ser det anderledes ud.

Da Aylard vendte næsen hjemad den 24. februar, registrerede Kina kun 508 nye tilfælde af smitten. Den 10. marts, samme dag som Italiens antal coronasmittede oversteg 10.000, registrerede Kina 18 nye coronapatienter.

»Det lykkedes faktisk Kina at ændre kursen på en luftbåren epidemi uden en vaccine – hvilket er ekstraordinært,« udtaler Aylard til USA’s National Public Radio (NPR) i et af sine talløse interview siden Kina-turen.

Det er den lektie, han siden har understreget: Coronavirussen kan inddæmmes. Vi kan stadig vinde. Det kræver blot den rette strategi.

»Så længe du har afgrænsede udbrud,« fortsatte Aylard, »så er der mulighed for at kontrollere dem – til at holde sig på forkant med dem, inddæmme dem, standse en stor del af spredningen og ultimativt dens dødelighed.«

Selv når en epidemi er så langt ude af kontrol, som den var i Kina. For også Sydkorea, Singapore og Taiwan lader til at have haft samme succes og det med samme midler – i Sydkoreas tilfælde endda med epidemi-rater, der for en tid lignede Wuhans.

I hvert fald for nu.

Det er dog mest de tvungne nedlukninger af byer som Wuhan, der associeres med Kinas kamp mod coronavirussen. Men det er den forkerte lektie at lære, understreger både Aylard og repræsentanter fra alle fire lande.

I stedet handler det om at teste – test, test, test og test så noget mere. Kortlæg epidemien i detaljer og sæt et omfattende netværk af sundhedsansatte i arbejde for at håndtere de syge og dem i karantæne. Og hold folk indendørs, der hvor virussen har spredt sig.

Så er der håb.

WHO’s rapport, baseret på Aylards besøg, kortlægger processen: Efter at have nølet og benægtet i ugevis, gik Det Kommunistiske Parti amok sidst i januar og sendte en mindre hær af læger, sygeplejersker, sundhedsarbejdere og almindelige frivillige afsted med testkits for at udføre de omtalte tjek.

Først i Wuhan, der hurtigt blev lukket for omverden. Derefter begyndte det virkelige arbejde: Massetests i resten af Kina, så de syge kunne isoleres og potentielt smittede sættes i karantæne.

Samtidig blev verdens mest folkerige land bedt om at holde sig hjemme. Fra Beijing til Kunming blev gaderne tyste og Kina et spøgelsesland.

Det har kostet formuer for økonomien. Men det lader til at have virket. Myndighederne opbyggede hurtigt et kort over epidemien, der i detaljer fortalte dem, hvor smitten hærgede værst – og hvor de fleste ressourcer skulle sættes ind.

»Det handler om hast og hurtighed,« udtaler Aylard til det amerikanske medie Vox. »Det er den primære lektie. Jo hurtigere, du kan finde smittede, isolere dem og opspore deres kontakter, jo mere succesfuld er du. Kina viser, at hvis du holder begge ben på jorden, ruller ærmerne op og går i gang med systematisk smitteopsporing, så kan du definitivt ændre epidemikurven.«

De kinesiske myndigheder stoppede ikke med de mange tests, selv efter epidemien stilnede af. Landets techfirmaer skabte endda en række apps, borgere kunne downloade og bruge til at bede om at blive undersøgt – i de fleste tilfælde dukkede et lille hold op inden for 24 timer og testede på stedet.

Resultaterne blev sendt tilbage over app’en inden for samme tidsramme. Dermed kunne staten konstant kortlægge nye tilfælde – en bydende nødvendighed, når valget skulle træffes om, hvorvidt en given by kunne få sin karantæne løftet.

Sydkoreas reaktion var næsten identisk, både før og efter epidemien ramte landet som en hammer.

Landet kortlagde nøje hvert enkelt smittetilfælde, selv når der var tale om i hundredvis af mulige kontakter. Også efter Sydkoreas nu notoriske ’Patient 31’, en ældre kvinde fra en kristen sekt, blev opdaget – hun formodes at have været i smittekontakt med 1.160 mennesker inden indlæggelse. De blev kortlagt, hver og én.

Staten skruede kun op for presset, selv efter Patient 31 tidligt i februar blev gnisten, der antændte epidemiens krudttønde og antallet af smittede voksede til næsten 8.000 i de næste uger. Landet indførte sine berømte drive-by tests, hvor indbyggerne kunne undersøges på ti minutter ved at køre forbi en lægestand. Der er nu udført over 210.000 af disse på landsplan.

Alle potentielt smittede blev derefter sporet via deres telefoner, al data lagt ud til befolkningen i form af et konstant opdateret kort over smittespredningen – inklusive navne på de smittede samt deres færden – og uanset et voksende klagekor om den åbenlyse krænkelse af privatlivet.

For så vidste folk, var logikken, hvilket områder, de skulle undgå.

Kina har gjort endnu større brug af den slags skræddersyet masseovervågning eller »kreativ applikation af teknologi«, som Sydkoreas vicesundhedsminister Kim Gang-lip eufemistisk kaldte det på en pressekonference i denne uge.

Det blev hurtigt klart, at det stod værst til i den sydlige millionby Daegu. Indbyggerne blev straks bedt om at holde sig indendørs, mens myndighedernes lægekorps gik til værks. Offentlige bygninger på stribe blev omdannet til nødhospitaler, hvor selv milde tilfælde blev sendt hen.

Det skete trods voksende klager over tvangsindlæggelse. Myndighederne forsvarede sig med, at mobildatastrømmen påviste, hvordan alt for mange ignorerede anmodningerne om selvpålagt karantæne – præcis som Patient 31 havde gjort. Og efter den 3. marts begyndte antallet af nye tilfælde at falde støt, selv i Daegu.

Singapore har fulgt samme strategi. Bystaten begyndte at teste allerede i januar, mens politikorpset blev sat til at opspore kontakter for de smittede. Operationen foregik som var der tale om en efterforskning – politiet fik beføjelse til at høste alt fra mobildata, bankoverførsler, kreditkortbrug og al anden information, der normalt skal dommerkendelser til.

Igen blev data brugt til at prioritere karantæne, nye tests og lægeressourcer. Singapore har til dato haft 178 tilfælde af virussen.

Taiwan var endnu hurtigere ude.

Allerede den 31. december, mens både resten af verden og ikke mindst Kina selv sov tornerosesøvn, så myndighederne i Tapei bekymret på det stigende antal historier om en nye virus fra Wuhan.

Regeringen implementerede prompte den såkaldte ’124-trins handleplan’, sammensat efter SARS-krisen i 2003: Sundhedsarbejdere troppede roligt op i fly og testede samtlige ankomne fra Hubei for coronavirus. Imens gjorde staten klar ved blandt andet at integrere data om alt fra hospitalernes kapacitet til turiststatistikker med apps, borgerne kunne bruge til at rapportere om deres helbred.

To uger efter, mens resten af verden stadig sov, begyndte myndighederne at lukke flyryuter og igangsætte et landsdækkende testprogram – Taiwan har til dato udført over 15.000, ifølge dets sundhedsministerium. Det har i dag 49 coronatilfælde, næsten alle smittet i udlandet.

Men kampen er langt fra slut. Alle fire lande har understreget, at det selv i bedste fald vil tage måneder endnu, og det med konstant og syleskarp fokus, inden der kan erklæres sejr. Og at der stadig er risiko for genopblusninger.

»Vi bør på ingen måde hvile på laurbærrene,« udtalte Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, på en pressekonference mandag.

Statistikkerne gjorde udslag som på kommando: Samme dag registrerede Singapore for tredje gang en tocifret stigning i nye tilfælde, mens Sydkoreas eget antal pludselig sprang i vejret, trods dages konstant nedgang, til 242.

Mange af dem kom fra områder af Seoul, der ellers var ment raske.