Bill Gates til verdens ledere: Vi skal hjælpe fattige lande med at bekæmpe coronavirus
Microsoft-milliardæren og sundhedsfilantropen opfordrer rige lande til at hjælpe de fattige med at forberede sig på en pandemi, da de ifølge ham ikke er rustet til at håndtere et større sygdomsudbrud.
Microsoft-stifteren Bill Gates, som er kendt for sit filantropiske arbejde inden for sundhedsområdet, har siden udbruddet af coronavirus i Asien engageret sig i kampen med at få inddæmmet spredningen.
Han advarer nu i en artikel i New England Journal of Medicine om, at mellem- og lavindkomstlande ikke er klar til at bekæmpe den raserende coronavirus, som har spredt sig med hastige skridt i Asien og Europa.
»Sundhedssystemet i mange af disse lande er allerede presset til det yderste, og et patogen som coronavirus kan hurtigt overvælde dem,« skriver han i artiklen til New England Journal of Medicine.
Tidligere i februar offentliggjorde rigmanden, at han havde forpligtet sig til at donere 100 mio. dollars eller næsten 700 mio. kr. rettet mod ulande i kampen mod coronavirus. Men det er småpenge i det store billede.
»Fattige lande har en lille politisk eller økonomisk indflydelse, eftersom de rige lande har et naturligt ønske om at sætte deres egen befolkning først,« mener han og kommer med en opfordring til verdens ledere.
»Hvis vi hjælper landene i Afrika og Sydasien med at blive klar nu, kan vi redde liv og samtidig sænke farten på den globale spredning af virussen.«
Tech-milliardæren oprettede i 2000 Bill & Melinda Gates Foundation, der er en fond med en pengetank på 47 mia. dollars, hvilket svarer til 318 mia. kr., som bliver brugt til Bill Gates og hans kones filantropiske arbejde i især ulande.
Fonden har i flere år doneret større pengebeløb i kampen mod sygdomme og for at hjælpe verden forberede sig mod større sygdomsudbrud. Fonden støttede således en række afrikanske lande under ebola-udbruddet i 2014.
Bill Gates selv advarede for to år siden om, at verden ikke var klar til at håndtere en sundhedskrise. Han mente, at historien burde have lært os, at der vil komme en ny dødelig global pandemi lig den spanske syge i 1918, der dræbte over 50 mio. mennesker verden over.
»Vi kan ikke forudsige hvornår, men i betragtning af den konstante fremkomst af nye virusser, den øgede risiko for bioterror og den stadigt stigende forbindelse i vores verden, er der stor sandsynlighed for, at der vil forekomme en stor og dødelig pandemi i vores levetid,« skrev han dengang.
Han mener, at coronavirus kan være det, som han og forskere i længere tid har frygtet. En »en-gang-i-århundredet«-hændelse, som kan komme til at ramme mange flere mennesker end først antaget.
»Den seneste uge er Covid-19 begyndt at ligne den hundredårshændelse, vi har frygtet. Jeg håber ikke, at det er så slemt, men vi må gå ud fra, at det er, indtil vi ved mere,« skriver han i New England Journal of Medicine.
Nigeria kunne i går rapportere om det første tilfælde af coronavirus syd for Sahara. Verdenssundhedsorganisationen WHO har meddelt, at Afrikas skrøbelige sundhedssystem betyder, at truslen fra coronavirus er »væsentlig.«