Zoo-medarbejdere reddede dyr fra flammerne i Australien
Medarbejderne i en australsk zoologisk have måtte ty til alternative metoder, da de pludselig skulle evakuere 200 dyr.
Det er ikke hver dag, at man har en tiger boende i huset, men det var ikke desto mindre den virkelighed, en medarbejder i Mogo Zoo i Australien tirsdag stod overfor.
Efter at have modtaget besked om, at området, New South Wales, hvor den zoologiske have er beliggende, skulle evakueres som konsekvens af de massive brande, som lige nu hærger landsdelen, igangsatte medarbejderne den spektakulære redningsplan. Det skriver BBC.
Efter først at have isoleret større dyr som løver og orangutanger i sikrede indhegninger, måtte zoo-direktør Chad Staples erkende, at en del af de mindre dyr, måtte afskærmes yderligere. Og dermed blev løsningen, at medarbejderne tog nogle at dyrene med hjem.
Nogle af de mindre aber måtte flyttes til huset, den røde panda er også i huset og så er der en tiger i husets bagområde
»Lige nu er de alle mulige slags dyr i forskellige rum i mit hus, og de er i sikkerhed og beskyttede. Ikke et eneste dyr er gået tabt,« forklarer han til mediet.
En af de medarbejdere, der fik uventet besøg, var Sara Ang. Hun fortalte til BBC 5 radio, alle 200 dyr er i sikkerhed.
»Nogle af de mindre aber måtte flyttes til huset, den røde panda er også i huset og så er der en tiger i husets bagområde,« forklarede hun.
18 døde i brande
Mogo Zoo huser Australiens største samling af primater - i alt 200 dyr, og direktør Chad Staples beskriver de seneste dage som »apokalyptiske«, og at de »føltes som Armageddon«.
Ifølge ham har man de seneste uger forberedt sig på det uundgåelige, og medarbejderne havde eksempelvis på forhånd væbnet sig med store vandbeholdere, så de kunne slukke ilden, hvis der opstod småbrande inden for havens indhegninger. Redningsaktionen lykkedes, og dermed døde ingen af dyrene.
De massive brande er dog langt fra ovre. I staten South Wales har syv personer siden mandag mistet livet, mens mindst 18 personer er omkommet på landsplan.
Ifølge myndigheder er der ingen tegn på, at brandene stopper foreløbigt, da kombinationen af stærke vinde og temperaturer på op til 40 grader giver ilden gunstige vilkår.