Voldsomt uvejr med kæmpehagl smadrede ruder og biler i Australien
Australiens berømte solkyst blev søndag ramt af et uvejr med hagl på størrelse med bordtennisbolde.
Søndag ramte et voldsomt uvejr nær storbyen Brisbane på den australske solkyst.
Området, som ellers lider under en langvarig tørke, fik hagl på størrelse med bordtennisbolde såvel som torden og lyn, og omkring 20.000 hjem blev efterladt uden strøm.
Ifølge australske ABC News var områderne Buderim og Mooloolaba de hårdest ramte. Her blev meldt om væltede træer og biler og hustage, som blev ødelagt af hagl.
»Der faldt lokalt mellem 20 og 50 millimeter regn, da flere fronter bevægede sig hen over området,« lød det ifølge ABC fra beredskabet.
Vidner har til australske medier fortalt, hvordan de måtte løbe for at komme i ly, da det begyndte at hagle voldsomt. Andre melder om et totalt stop for trafikken på store veje, fordi det var umuligt at se ud af forruden.
Mandag har Australiens forsikringsbranche erklæret uvejret for en »katastrofe« efter at have modtaget over 5.000 erstatningskrav for i alt omkring 40 mio. australske dollars, svarende til omkring 185 mio. danske kr.
»Det var rent kaos derude. Det ramte hurtigt og kraftigt, og bilerne blev simpelthen ødelagt, så det var bare om hurtigt at få dem væk fra vejen,« siger Mike Clayton, som ejer et autohjælpsfirma, mandag til ABC.
Der er ikke meldt om nogen alvorligt tilskadekomne mennesker i uvejret.
Nedbøren kommer efter en lang periode med tørke på den australske østkyst. Mere end 1,1 million hektar vegetation er i løbet af de seneste uger brændt.
Et kortvarigt uvejr som det, der blev set søndag, er dog ikke nok til at erklære brandfaren i landet for at være drevet over.
»Desværre er det regn, vi har brug for. Betydelig regn. Og der er intet i vejrudsigten den nærmeste fremtid, der kommer til at ændre på de forhold,« sagde beredskabsdirektør Simon Fitzsimmons i sidste uge til Reuters.