Fortsæt til indhold
International

Bloggere i hobetal forarger: Poserer i undertøj og med store smil i Tjernobyl

Turismen til Tjernobyl er steget efter ny HBO-serie. Ikke alle turisters opførsel falder dog i god jord.

Der er en, der smiler fra øre til øre og viser fredstegnet, mens kuplen over den nedsmeltede reaktor ses i baggrunden.

En anden lader en tynd engangskedeldragt glide ned over kroppen og afslører en g-streng, mens en ødelagt og overbegroet bygning danner baggrund.

Der er med andre ord en del forskellige poseringer i spil, når bloggere, influencere og almindelige turister tager til Tjernobyl, stedet hvor en voldsom atomkraftsulykke ramte i 1986.

På trods af at der stadig er stråling i området omkring den gamle atomreaktor, er det muligt at besøge det i korte tidsrum, og efter HBO’s miniserie ”Chernobyl” er blevet et hit, er det usædvanlige turistmål blevet populært i stigende grad.

Men når nogle vælger at posere skødeløst i mere eller mindre afklædt form og med diverse skæve indslag, er det over grænsen, mener flere.

Der skete omfattende skader på værket, da eksplosionen ramte. Værst var dog den efterfølgende stråling. Arkivfoto: AP Photo/File)

En af de kritisk indstillede er Craig Mazin, som er en af forfatterne til ”Chernobyl”-serien.

Han har på Twitter gjort opmærksom på, at han synes det er helt fint, at serien har medført op mod 40 pct. flere besøgende i området, men at folk bør huske at opføre sig ordentligt.

»Hvis du besøger, så husk, at der skete en forfærdelig tragedie her. Udvis respekt for alle dem, der har lidt og mistet,« skriver Craig Mazin videre.

Udover manuskriptforfatterens bemærkninger er flere af kommentarfelterne hos de bloggere, der har lagt billeder op, blevet fyldt med kritiske eller ligefrem hadefulde kommentarer.

Da reaktor fire på Tjernobyl-værket eksploderede den 26. april 1986 døde 31 mennesker som direkte følge af eksplosionen, og millioner af mennesker blev efterfølgende eksponeret for radioaktiv stråling.

En FN-rapport anslog i 2005, at 9.000 mennesker er afgået ved døden som følge af kræft opstået efter strålingen, mens Greenpeace opererer med et noget højere estimat på 200.000 dødsfald som følge af atomulykken.