Fortsæt til indhold
International

Vaccinemodstandere sammenlignet med »en smitsom sygdom« på FN-møde

På globalt plan er forekomsten af sygdommen mæslinger, der kan forebygges med en vaccine, i hastig stigning.

FN havde tirsdag inviteret flere sundhedseksperter til et arrangement, som skulle fremme tilliden til vacciner globalt.

Anledningen var bl.a. en hyppig forekomst af mæslinger - en sygdom, der kan forebygges med børnevaccinationer, men som p.t. er i udbrud i USA.

På mødet blev der ifølge nyhedsbureauet AFP advaret mod vaccinemodstanderne, som via internettet deler information såvel som misinformation. Der blev også kaldt på en øget indsats fra verdens lande for at bekæmpe modstanden mod vacciner generelt.

Antallet af forældre, der tror på, at vacciner skader mere, end de gavner, er stigende i velstående lande, hvor man derfor nu ser udbrud af ellers udryddede sygdomme som mæslinger.

»Det er en smitsom sygdom. Der florerer misinformation, som rent faktisk slår mennesker ihjel,« sagde Seth Berkley, leder af Gavi-alliancen, der bl.a. arbejder for at give børn i fattige lande adgang til vacciner, om vaccinemodstandernes fremmarch.

USAs center for sygdomskontrol, CDC, har erklæret 2019 for det værste år siden 1994 hvad angår mæslingetilfælde.

Knap 900 tilfælde er allerede blevet registreret i år.

Også i Danmark har der været flere mæslingetilfælde, og danske praktiserende læger er af Statens Serum Institut blevet bedt om at være ekstra opmærksomme på patienter med symptomer på sygdommen.

Mæslinger er en af de mest smittefarlige virussygdomme. I nogle tilfælde kan sygdommen være alvorlig, medføre komplikationer og give varige mén som f.eks. hjerneskade og døvhed.

I 2017 døde omkring 110.000 mennesker ifølge Unicef af mæslinger. Det svarer til en stigning på 22 procent i forhold til det foregående år. Hovedparten af de døde var børn.

USA, Filippinerne, Thailand og Tunesien har meldt om udbrud i år, og også i Europa er antallet af smittede stigende. Blandt de industrialiserede lande topper USA Unicefs liste over steder, hvor flest børn ikke er vaccineret.

Hvis man har haft sygdommen én gang, er man immun resten af livet.