Kampen mod ebola er under massivt pres
Indsatsen mod ebola bliver gang på gang slået tilbage af voldelige angreb. Virussen har taget over 1.000 liv i det nuværende udbrud.
»Vi forudser et scenarie med fortsat intens smitte.«
Michael Ryan taler som om en mand, der næsten ikke har tid til at være der. Hovedet vender sig konstant væk fra mikrofonen, der virker unødvendig i et rum med kun en håndfuld journalister
Han har ret beset også rigeligt at tage sig til. Som den øverste leder for verdenssundhedsorganisationen WHO’s indsatser i nødstilfælde er det ham, der lige nu står med det endelige ansvar for at bekæmpe det seneste udbrud af ebola i Afrika. Opgaven har vist sig alt andet end let at løse.
»Per 1. maj har vi 1.510 tilfælde af ebola-virus i provinserne Nordkivu og Ituri i DR Congo. Tallet inkluderer 994 dødsfald,« opsummerede Michael Ryan fredag på et pressemøde i WHO’s hovedkvarter i Schweiz og fortsatte:
»Vores regionale direktør Dr. Moweti samt Dr. Ted Ross er for nylig vendt tilbage fra DR Congo, ifølge dem er situationen på stedet værre end tidligere.«
Få timer efter Michael Ryan var gået fra pressemødet blev dødstallet opjusteret til 1.008.
Et af WHO’s problemer er, at det ikke kun er den dødelige virus, den kæmper med. Det område, hvor ebolaen lige nu er i udbrud, er således også præget af konflikter, som har fået hårde konsekvenser for indsatsen.
»Siden januar har vi været udsat for 119 angreb heraf 42 direkte mod behandligsfaciliteter. 85 medlemmer af sundhedspersonalet er kommet til skade eller blevet dræbt i de angreb. Så vi befinder os i en farlig og skrøbelig situation, og hver gang, vi har været i stand til at genvinde kontrollen over virussen og standset dens udbredelse, har vi været udsat for store tilbageslag i sikkerheden,« forklarede Michael Ryan fredag.
Et af ofrene i angrebene er lægen og epidemiologen Richard Kiboung, som blev dræbt, da et hospital blev angrebet i april.
Tabet af Kiboung slog ebola-indsatsen tilbage, og selvom man siden har udfyldt det faglige gab, som blev efterladt ved dødsfaldet, var det endnu en påmindelse om de farer, der konstant truer kampen mod ebola.
»Det er hårdt at fokusere på at udføre sit arbejde, når du ikke ved, hvad der sker de næste 10 minutter. Du ved ikke, om den næste bevæbnede gruppe, der stopper dig, har tænkt sig at skyde nogen. Når du vågner om morgenen, ved du ikke, hvor mange af dine venner der kommer uskadte hjem igen samme aften,« sagde Ryan og kom med en bøn:
»Vi har brug at kunne udføre vores humanitære opgave i fred sammen med vores regerings-partnere, med sundhedsministeriet og med NGO’erne. Og vi beder alle nationale og internationale aktører om at få skabt de betingelser, der skal til, for at vi kan udføre den opgave, vi er blevet bedt om: at stoppe ebola.«