Voldsomme sammenstød i Venezuela ved muligt kupforsøg mod præsidenten
Der er tirsdag aften meldt om »mulig blodsudgydelse« ved demonstrationerne i Venezuelas hovedstad Caracas.
Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó, meddelte tidligere tirsdag, at han har fået opbakning fra visse dele af det venezuelanske militær i sin kamp for at vælte landets siddende præsident, Nicolás Maduro.
Samtidig bad Guaidó sine støtter om at gå på gaden og vælte regeringen. Det har nu ført til voldsomme sammenstød mellem demonstranter og militær fra begge fløje.
Billeder fra hovedstaden Caracas viser demonstranter kaste med molotovcocktails mod præsidentens tropper. Soldater fra Venezuelas nationalgarde, som har tilsluttet sig Guaidós oprør mod regeringen, har samtidig taget kampen op mod præsidentens vagter.
Flere nyhedsbureauer melder om affyrede skud ved en demonstration i Caracas. Ifølge AFP har landets militære chef tirsdag aften meldt om »mulig blodsudgydelse«, og myndighederne har tirsdag aften meldt om over 50 tilskadekomne - med forbehold for, at det reelle tal formentlig er langt højere.
Tidligere på dagen talte Juan Guaidó til en forsamling i Caracas og meddelte, at »operation frihed er begyndt«, og at der nu »ikke er nogen vej tilbage«.
»Vi bliver stående her sammen og kræver, at militæret slutter sig til os,« lød det fra oppositionslederen, som mener, at Maduro sejrede ved valget sidste år på ulovlig vis.
Derfor har Guaidó udnævnt sig selv som midlertidig præsident. Han får støtte af store dele af det internationale samfund, som også mener, at valget var fusk, og at Maduro derfor ikke er retmæssig præsident.
Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, har tirsdag meddelt, at han støtter Guaido og »venezuelanernes frihed«.
»Brasilien sympatiserer med det lidende venezuelanske folk, som er holdt slaver af en diktator. Vi støtter vores søsternations ret til endelig at opnå sandt demokrati,« tweetede Bolsonaro.
Ruslands udenrigsministerium, derimod, har udsendt en pressemeddelelse, hvor man argumenterer for en fredelig løsning og beskylder oppositionen for at »opildne til konflikt og forstyrre den offentlige ro og orden«.
Informationsminister Jorge Rodriguez oplyste tidligere på dagen, at regeringen oplever et »kupforsøg« anført af »forrædere fra militæret«. Nicolás Maduro har dog på Twitter erklæret, at han har talt med ledere af nationens forsvar, og at de stadig er loyale over for den siddende præsident.
Der er planlagt demonstrationer flere steder landet over tirsdag. USA advarede tidligere på dagen sine statsborgere, som befinder sig i Venezuela, om at »søge tilflugt« og undgå store folkemængder, hvis man ikke kan komme ud af landet.
»Demonstrationerne vil muligvis fortsætte i de kommende dage,« lyder det fra den amerikanske ambassade i Venezuela.