»Jeg er jo ikke så naiv, at jeg tror, min indsats har rykket helt vildt«

Strasbourg

Kl. 08.05

Selv om restauranten langtfra er fyldt, er der kø ved kaffen og de rørte æg. Men Ole Christensen (S) snor sig uden om problemerne og får med høj logistisk præcision samlet sin yoghurt, lidt pølse og frugt sammen. Det hedder erfaring.

»Det er sikkert 175. gang, jeg er her, så lidt lærer man jo undervejs,« siger han.

Det er slutningen af marts og næstsidste gang, at Ole Christensen er til samling i Strasbourg. Sammen med Margrethe Auken (SF) er han den længst siddende, men efter 15 år siger ”Ole EU”, som socialdemokrater kalder ham, stop. Derfor har han sagt ja tak til at have en journalist på slæb.

Dagen begynder med morgenmad for S-gruppen på tre – Jeppe Kofod, Christel Schaldemose og Ole Christensen – og deres medarbejdere.

De løber ugens ventede højdepunkter igennem. Christensen opdaterer om et punkt, han brænder meget for: vejpakken. Det er nye regler for bl.a. lastbilchaufførers arbejdsvilkår, som han har arbejdet med i årevis.

Nu er målstregen tæt på. Der er indgået et kompromis, som den danske S-gruppe støtter. Men især fra Østeuropa er der modstand. Pakken vil gøre det dyrere for vognmændene at sende chauffører fra Bulgarien og Rumænien ud på vesteuropæiske landeveje. De frygter for arbejdspladserne. Det samme gør man i Vesteuropa, hvis reglerne ikke strammes.

Denne tirsdag morgen ventes intet mindre end 1.589 ændringsforslag til onsdagens afstemning.

»Et forsøg på sabotage,« siger Ole Christensen.

Gruppeformand Kofod konstaterer, at »det kan godt se lidt kaotisk ud«. Gruppen håber, at ændringsforslagene afvises.

Så taler de om nye copyrightregler. Nye barselsregler. Og hæver mødet.

Kl. 08.55

På vej gennem bygningskomplekset, der ligner et rumskib fra en Hollywood-film, afslører Ole Christensen, at det tog ham et halvt års tid at lære at finde rundt. Officielt er der 220.000 kvm og 1.333 kontorer.

»Engang viste jeg en gæst rundt her i Strasbourg, men inde i mit hoved var jeg i Bruxelles, så jeg gik rundt og fortalte vældig meget om salene og lokalerne, som om det var dem i Bruxelles. Men det kunne hun selvfølgelig ikke vide,« siger Ole Christensen.

Den nordjyske veteran og tidligere Brovst-borgmester finder lokalet til dagens andet møde, i beskæftigelsesudvalget, og får den håndfuld MEP’ere, der er mødt op, til at trække på smilebåndet, da han fortæller, at han har medieselskab, fordi han »skal til at sige farvel«.

»Der var vist også nogle med, dengang jeg sagde goddag.«

Mødet går i gang. Lokalet er meget kedeligt. Ingen vinduer, ingenting på væggene og tomt på mere end hver anden stol. Medlemmerne drøfter den usikkerhed, de mange ændringsforslag til vejpakken har udløst.

»Det giver et helt uforudsigeligt udkomme for så vigtigt et emne. Det er skidt,« siger Ole Christensen til kollegerne.

Kl. 09.42

Elevatoren trækker op til Ole Christensens kontor på 7. sal. Det er 10-12 kvm stort. Politikeren har et rigtigt skrivebord. De to medarbejdere må nøjes med et computerbord, så de må klemme notesblokken ind foran tastaturet, når de taler i telefon.

Christensen kaster et hurtigt blik på skærmens mailbunke, men vil hellere forklare, hvorfor fagudvalgene er så afgørende for en MEP’er.

Her kan alle medlemmer komme med ændringsforslag til Europa-Kommissionens lovforslag. De forhandler i månedsvis, inden de stemmer en samlet position på plads. Nogle gange skal en sag også til afstemning blandt alle 751 medlemmer i salen, før parlamentet når sin position. Herefter kan ordførerne forhandle med landenes regeringer i Ministerrådet og kommissionen i trilogforhandlingen (uformelle trepartsmøder, hvor Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen mødes). I bedste fald går der et par år fra forslag til aftale.

»Det absolut mest spændende sker i udvalget. Det er her, man som MEP’er kan påvirke en lov,« siger Christensen.

»Desværre er udvalgsarbejde også det allersværeste at få pressen til at interessere sig for. Når det hele så er færdigt, sætter de store fronter i gang – men der er løbet jo kørt for længe siden. Jeg kunne godt tænke mig, at pressen gik mere ind i vores arbejde, hvor borgerne får noget ud af os.«

Flere af de ting, som beskæftigelsesudvalget har arbejdet med, er senere blevet store emner i den danske politiske debat. Indeksering af børnechecken. Øremærket barsel til mænd. Nemmere adgang til dagpenge for andre EU-borgere.

»Danskerne bliver selvfølgelig sure, når de bare hører, at EU åbner for danske dagpenge for andre. Men det er grundlæggende vigtigt, at folk kan søge arbejde på tværs af grænserne. Og det med børnechecken er altså noget af det mest vanvittige. Danmark har fokuseret så meget på at få den indeksering, selv om alle vidste, at de andre lande aldrig ville gå med til det. Hvis man nu havde lagt fokus på dagpengene, som er det vigtige, så kunne det måske være gået mere i Danmarks retning.«

Men dit eget parti vil jo også have den indeksering?

»Ja, fordi det føler, at det er noget, danskerne er optaget af. Og det er da klart, hvis man ikke forklarer, at de, der kommer til Danmark, skal følge overenskomsten og betale skat. Derfor får de danske ydelser. Reglerne er retfærdige. Men den snak har man ikke taget derhjemme. Jeg savner, at man i Folketinget står mere på mål for lovgivningen. Det kan ikke passe, at vi hernede skal stå med hele ansvaret.«

(Ændringen af dagpengereglerne er blevet udskudt til efter valget, red).

Det var den tidligere formand Poul Nyrup Rasmussen, der i 2004 trak fem S-mandater til EP, så Ole Christensen kom med ind.

»Jeg undrer mig stadig over, at Frank Jensen spurgte mig dengang. Jeg boede i Ingstrup de første fire år af mit liv, og siden har jeg boet i Brovst. Hvad skulle jeg lige hernede? Men for satan, hvor har jeg været glad for det.«

Kl. 10.25

Turen med elevatoren går op på 9. sal, hvor Ole Christensen finder Bendt Bendtsens (K) kontor. Bendtsen stopper også ved valget, og de to er kommet tæt på hinanden siden Bendtsens valg i 2009.

F.eks. i Provinsforeningen mod Københavneri, hvor Ole Christensen er præsident, mens Bendtsen er kommissær. De bor også dør om dør i Strasbourg. Da Bendtsen blev valgt, fik Christensen ham ind på værelse 11 på Hotel Cruche d’Or i byens gamle centrum. Indtil da var det Nyrups værelse. Christensen har selv boet på værelse 10 i alle sine 15 år.

»Hotellet har to stjerner, og det eneste, der er fulgt med tiden, er prisen. Servicen er bare blevet ringere,« siger Christensen på vej hen ad gangen.

Bendtsen byder velkommen og »sid ned«. Christensen fisker efter, hvordan Bendtsens borgerlige EPP-gruppe vil stemme om vejpakken dagen efter.

»Gruppen er splittet på langs. Jeg tør ikke sige det,« siger den tidligere vicestatsminister.

Bendtsen forklarer, hvordan de to som så mange andre danske MEP’ere gennem årene ofte har trukket på hinanden trods partiskel. Det er nødvendigt, især når man som Bendtsen sidder som eneste dansker i parlamentets største gruppe med 217 medlemmer.

»Når jeg skal stemme om noget på fiskeriområdet, så ringer jeg altid til Ole inden for at blive klædt på i forhold til danske interesser,« siger Bendtsen.

De to snakker lidt om det alsaciske køkkens glæde ved kål. Og så taler de om, at de gennem årene har betalt hundredtusindvis af kroner på deres tostjernede hotel.

»Efter 10 år på ”krukken” kommer det ikke til at gøre ondt at sige farvel. Jeg ligger i Nyrups gamle seng. Så kigger jeg over på den ved siden af og tænker, at der lå Lone nok,« griner Bendtsen.

»Jeg kommer ikke til at savne Strasbourg.«

Kl. 11.25

TV 2 Nord er også på besøg i dag, og stationen har sat stole op til et interview i mediecenteret ved siden af plenarsalen. De vil vide, hvilken forskel Ole Christensen har gjort.

»Jeg har bl.a. kæmpet for den danske model,« siger Christensen, der også har været med til at presse social dumping ind på Europa-Kommissionens dagsorden, så det nu bliver taget alvorligt.

Og så har han kæmpet for fiskeriet.

»Jeg sidder på stemmer fra hele landet. Men det er særligt nordjyderne, der har valgt mig,« siger han til de nordjyske seere, der også skal vide, hvad hans planer er nu.

»Jeg glæder mig til at få mere tid til familien. Jeg har været politiker i 30 år i henholdsvis Brovst og Bruxelles. Jeg ved ikke, om nogen kan bruge mig til noget. Men jeg spiller ikke golf,« siger han.

Kl. 12.00

Klokkerne kimer i hele parlamentet. Der er afstemning. Bagefter spiser Ole Christensen frokost med Kofod og Schaldemose. Parlamentets restaurant har bordservering, udmærkede retter og forskellig vin på kortet.

Kl. 15.55

Efter et længere telefoninterview med Fiskeritidende skal Ole Christensen igen fra kontoret ned til tv-området. Han har booket tid med et af parlamentets kameraer, hvor han skal indspille ”månedens historie” til sin Facebook-profil. Han får en plads og et kamera ved siden af Miapetra Kumpula-Natri fra Finland, der er i gang med samme øvelse.

Parlamentet stiller faciliteter og teknikere til rådighed. MEP’erne bestemmer selv indholdet. Christensen har teksten til teleprompteren med på et USB-stik. I dag taler han om brexit. Og han gør det i første take.

Kl. 16.10

Ole Christensen bestiller et par kopper kaffe i MEP-baren. Den er reserveret til politikere, men mange inviterer medarbejdere og journalister med ind.

Christensen er bekymret for, hvad »populisterne i Italien og Østeuropa« vil betyde for EU’s fremtid.

Er du selv blevet mere proeuropæisk af at sidde i parlamentet?

»Jeg er ikke flommeeuropæer. Men ja, jeg tror, at man automatisk kommer til at brænde mere for det, når man sidder her. Vi har haft nogle generationer med fred og frihed, og det skal vi ikke smide ud med badevandet nu. EU har en stor rolle at spille.«

Det virker, som om dit eget parti er begyndt at holde EU lidt mere ud i strakt arm. Hvad tænker du så om det?

»Det er ikke en positiv udvikling. Derhjemme siger man, at man vil mere i øjenhøjde med danskerne. Men er det den rigtige måde at komme i øjenhøjde ved at overtage deres betænkeligheder i stedet for at forklare beslutningerne? Jeg ved det ikke. Det ser jo godt ud for partiet for tiden. Og vi er stadig et EU-positivt parti. Men jeg så gerne, at man stod mere på mål for EU.«

Han har selv prøvet at fokusere på løsninger, som da han i kraft af en personlig relation til den franske EPP’er Alain Cadec fik sikret regler for mindstemålet for hummerfangst, som danske fiskere har glæde af.

Klokken ringer ind til afstemning igen, og myretuen sætter i bevægelse mod salen, hvor der skal tages stilling til 53 budgetkontrolrapporter. En time efter er medlemmerne ude igen.

Kl. 18.20

Ole Christensen dumper ned i kontorstolen igen. Radio24syv har spurgt, om han nu vil få eftervederlag i to år. Ikke helt. MEP’ere optjener en måneds betaling for hvert medlemsår. Altså 15 for Ole Christensens vedkommende. Medmindre han får et job i det offentlige, for så bliver indtægten modregnet.

Diskussionen om MEP’ernes vilkår er gammel. Månedslønnen er på 65.370 kr., som der skal betales skat af i EU og i Danmark. Bagefter har Ole Christensen 35.735,50 kr. udbetalt om måneden.

Dertil kommer diæter til kost og logi på 2.388 kr. for hver dag, et medlem er til stede i Bruxelles eller Strasbourg. Rejseudgifter dækkes. Og så er der de såkaldte blyantspenge på 33.686 skattefri kr. om måneden til udgifter, som der ikke skal aflægges regnskab for.

Ole Christensen har desuden optjent en pension på 52 pct. af sin løn.

Ole Christensen kender godt kritikken af »de forgyldte parlamentarikere«.

»Nogle synes, at det er for højt. Jeg synes, det er rimeligt nok. Hvem skal betale min lejlighed i Bruxelles? Det er altså ikke helt billigt at have dobbelt husførelse.«

Der står nogle kaffekopper på hylderne med trykket ”Ole Christensen – din tillidsmand i EU”. De skal ikke længere deles ud til vælgerne.

Ole Christensen meddelte i april 2017, at han ikke genopstiller. I dag er han glad for, at han havde sagt det, inden han blev alvorlig syg og fik en hjerteoperation året efter. Så var det ikke sygdom, der bestemte.

Han vidste godt, at den ene hjerteklap havde problemer. En dag blev han forpustet. Dagen efter blev han indlagt. Alt blev tåget. Lægerne lagde ham i koma. Da han vågnede 12 dage senere, fik han at vide, at han havde været ved at dø flere gange. Han havde fået ny hjerteklap, og organerne var kommet i gang igen.

»De havde givet mig stød og blodtransfusioner. Jeg var heldig. Godt nok kommer der flere til begravelsen, hvis man dør tidligt – men altså – det var nu alligevel skønt at vågne op.«

Kl. 18.40

Det lukkede aftengruppemøde i den socialdemokratiske S&D-gruppe begynder med en valg-peptalk fra EU-kommissær for økonomi Pierre Moscovici. Han når også at hylde Jeppe Kofods indsats mod hvidvask og skattesvindel.

Næste punkt er vejpakken. Ole Christensen drikker en danskvand, mens han lytter til sin tyske kollega Ismail Ertug, der i korridormøder natten over skal forsøge at afværge de 1.589 ændringsforslag. Også i S&D-gruppen er der modstandere, især fra Østeuropa. Så får Christensen ordet:

»Hvis vi ikke stemmer for dette kompromis i morgen, så får vi altså heller ikke forbedringerne igennem,« advarer han gruppefællerne.

Onsdag kl. 12.15

Ole Christensen har igen ordet, denne gang i plenarsalen. Han tordner mod »de meget destruktive kræfter i dette hus, som med alle midler vil forhindre, at vi får en fornuftig aftale«.

Til sidst bliver afstemningen udsat til april (hvor pakken blev vedtaget, red).

Kl. 14.45

Ligesom i folketingssalen på Christiansborg er det ikke i plenarsalen, der bliver flyttet noget politisk. Faktisk »ingen verdens ting«, ler Ole Christensen, der er tilbage på kontoret.

»Men jeg beder om ordet dernede, når jeg har været meget engageret i en sag.«

Da han førte valgkamp i 2004, indspillede han bl.a. en cd og profilerede sig som den syngende kandidat for »at peppe de politiske budskaber op med folkemusik«, som der stod i Jyllands-Posten.

»Jeg vil arbejde for, at Europa skal være del af Nordjylland,« sagde han dengang.

Er det lykkedes?

»Tja. Jeg håber, at de, jeg har samarbejdet med, og de, der følger med i Nordjyske, P4 Nord og TV 2 Nord, vil sige, at jeg har gjort en indsats. Men jeg er jo ikke så naiv, at jeg tror, min indsats har rykket helt vildt. Det er jeg jo alt for lille til. Som MEP’er bliver vi ramt af, at der ikke er en ordentlig EU-debat i Danmark. Og det kan vi ikke sørge for hernede. Det skal pressen og politikere i Danmark være med til at skabe. De er nødt til at stå mere på mål for den europæiske diskussion og lovgivning i stedet for bare at sige ”det er det åndssvage EU”. Hvis de ikke går ind i det, så finder danskerne aldrig ud af det.«