Trump går imod sit finansministerium: Trækker sanktioner mod Nordkorea tilbage
USA's præsident har fredag valgt at aflyse planlagte sanktioner mod Nordkorea.
USA’s præsident Donald Trump har fredag anvendt det sociale medie Twitter til at annoncere en aflysning af sanktioner mod Nordkorea.
Sanktionerne var blevet udfærdiget og planlagt i det amerikanske finansministerium og blev annonceret tidligere fredag. Men nu har Donald Trump udstedt en kontraordre.
»Det blev i dag annonceret af det amerikanske finansministerium, at nye omfangsrige sanktioner ville blive pålagt Nordkorea oveni de eksisterende sanktioner mod landet. Jeg har i dag beordret de nye sanktioner tilbagekaldt,« lyder den fulde melding fra Trump.
Udmeldingen fra Trump kommer, efter han i slutningen af februar mødtes med Nordkoreas leder Kim Jong-Un ved et topmøde på neutral grund i Vietnam.
Ved topmødet var det USA og Trumps mål at få Kim og Nordkorea til at forpligte sig til at afvikle dets atomprogram til gengæld for at få sanktioner hævet.
Det lykkedes ikke, og Trump tog hjem fra topmødet før tid.
Alligevel har den amerikanske præsident sidenhen fastholdt sin tro på forhandlingerne med Kim Jong-Un. Nordkorea gjorde det også klart ved afslutningen af topmødet, at landet var klar til fortsat at forhandle.
USA’s tro er også fastholdt, selvom satelitbilleder fra starten af marts indikerede, at Nordkorea i strid med aftaler var i gang med at genopbygge et raket-anlæg.