Fortsæt til indhold
International

Norwegian-piloter kritiserer Boeing for manglende information om ulykkesfly

Pilotforbund mener, det er kritisabelt, at Boeing ikke informerede hverken flyselskaber eller piloter om den nye software i 737 Max-fly som kan have været grund til to flystyrt.

Det er kritisabelt, at flyproducenten Boeing hverken oplyste flyselskaber eller piloter om de ændrede egenskaber og den software, som blev indført med den seneste udgave af verdens mest solgte passagerfly, Boeing 737.

Det mener Norsk Pilotforbund, som organiserer piloter fra både Danmark, Norge og Sverige. Ifølge Ingeniøren dermed også piloter hos Norwegian, som er det eneste skandinaviske flyselskab, som ejer 737 Max-fly. Flyvning med netop denne udgave af 737 er på baggrund af to styrt i Indonesien og Etiopien blevet sat i bero af myndigheder over hele verden.

»Det er meget uheldigt, når flyproducenter indfører nye design og systemer ved introduktionen af nye varianter uden at informere flyselskaber og piloter,« siger næstformanden for Norsk Pilotforbund, Ståle S. Ildsøe til Ingeniøren.

Den software, som er blevet introduceret med 737 Max-fly, gør, at flyets næse i særlige situationer bliver tvunget nedad, hvilket ifølge den foreløbige havarirapport var tilfældet ved flystyrtet i Indonesien, hvor samtlige af de 189 mennesker om bord omkom.

I weekenden kunne det etiopiske transportministerium berette, at der var »tydelige lighedstegn« mellem de to flystyrt. Ved flyulykken i Etiopien omkom 157 mennesker.

På Lion Air Flight 610, som styrtede i Indonesien, gjorde den nye software, at piloterne mere end 25 gange forsøgte at rette flyet op ved blandt andet at hive i styrepinden for at tvinge næsen op uden held. På de tidligere 737-fly ville den metode have virket, men softwaren satte i de nye fly blot ind med 10 sekunders mellemrum og vendte næsen nedad på flyet igen.

Boeing udsendte først informationer til flyselskaber og piloter om den nye software, efter det første fly styrtede i havet. Flyet styrtede blot 13 minutter efter det lettede fra Jakarta. Både Boeing og den amerikanske luftfartsmyndighed FAA er imidlertid blevet kritiseret for at godkende flyvning med 737 Max uden krav om, at piloterne fik træning i simulator forud for flyvningen. Den godkendelse er også givet i Europa.

Det er også tilladelsen om udeladelse af krav på information om den nye software, Norsk Pilotforbund nu kritiserer. Det er Norwegian dog ikke enige i.

”Vi er ikke enige i kritikken. Med al respekt bør man være forsigtig med at drage konklusioner om både årsagen til denne tragiske ulykke og hvordan Boeings rutiner for opdatering af software eventuelt kan kobles til sikkerheden ombord, ” siger Norwegians kommunikationschef, Charlotte Holmbergh Jacobsson.

Artiklens emner
Boeing