Fortsæt til indhold
International

DF'er med hang til sang: »Han er en glad mand, især når der festes«

Aktuelt portræt: Transportordfører Kim Christiansen (DF) har de seneste par dage været meget i vælten efter lanceringen af blå trafikplan. Men som bl.a. tidligere X Factor-deltager kender han udmærket til den øgede opmærksomhed.

På Kim Christiansens kontor på Christiansborg står en modeltogbane, der strækker sig halvvejs gennem lokalet. Med et kuperet terræn og små grantræer lavet af plastic.

Han mener det virkelig.

Som transportordfører i Dansk Folkeparti har han senest siddet med til forhandlingerne om den nye infrastrukturplan til 112,7 mia. kr., der blev præsenteret på et pressemøde onsdag.

Her stod Kim Christiansen side om side med regeringstoppen og svarede nøgternt på journalisternes spørgsmål. Men skønt den 62-årige Kim Christiansen af folketingskollegerne beskrives som en kompetent transportordfører med en veludviklet politisk sans, er han meget mere end blot det.

Slagfærdig, munter og helt uden omsvøb er bl.a. nogle af de ord, som de også bruger om ham.

»Han er en glad mand. Især, når der festes. Og han synger jo fantastisk godt og underholder tit, når vi har fester. Han er glad for vin og mad og sang, og man kan kun være glad for, at der er nogle, der har det sådan,« sagde Søren Espersen, Dansk Folkepartis udenrigsordfører, for to år siden til DR.

Disco Tango

Historierne om Kim Christiansen uden for Christiansborg er mange.

Nogle af dem handler bl.a. om DF-politikerens kombinerede frokostrestaurant og vinstue Á Porta, som han driver sammen med sin hustru og partifælle Pia Adelsteen (DF). Andre historier tager udgangspunkt i Kim Christiansens mangeårige sangkarriere.

Allerede i 1979 viste han netop sangstemmen frem for offentligheden, da han vandt DM i karaoke med nummeret ”Disco Tango”. Festligt var det uden tvivl.

Men i andre sammenhænge har Kim Christiansen også brugt musikken til at markere et politisk standpunkt.

I 2011 stod han fadder til Dansk Folkepartis valghit ”Herfra min verden går”, ligesom han et år senere med sangen ”Café Pullimut” gjorde oprør mod stramningen af rygeloven. Sangen havde desuden premiere på Borgerkroen i København.

Kim Christiansen forsøgte i 2013 at imponere X Factor-dommerne:

Kim Christiansens folkelige gennembrud kom dog først i 2013, da han tonede frem på skærmen til en audition i talentprogrammet X Factor. Med sig havde han ambition om at nå helt til tops.

»For mig vil det være rigtig stort at vinde X Factor. Den anerkendelse vil være prikken over i’et på min karriere,« sagde Kim Christiansen dengang.

Farvel til Togfonden

Men dommerne vendte tommelfingeren nedad, og Kim Christiansen måtte drage slukøret tilbage til Christiansborg.

Her sidder han endnu, og siden 2007 har han således været transportordfører i Dansk Folkeparti.

Det var da også i den rolle, at han forleden præsenterede den storstilede trafikplan, der bl.a. sender en milliondyr omfartsvej til hans hjemby Mariager, selv om Vejdirektoratet tidligere har fundet den unødvendig.

Samtidig er trafikplanen ikke mindst et digebrud ind i den såkaldte Togfond, der blev indgået i 2014 og dengang havde planer om at give den danske jernbane et »historisk løft«.

For cirka en måned siden bedyrede Kim Christiansen ellers over for Jyllands-Posten, at Dansk Folkeparti aldrig ville træde ud af forliget bag Togfonden. Onsdag blev det løfte øjensynligt brudt.

Men mon ikke, at modeltogbanen alligevel får lov til at beholde sin plads på kontoret.