Her er verdens sundeste lande
Madvanerne, levealderen og sundhedssystemet gør Spanien til verdens sundeste land, ifølge Bloombergs undersøgelse.
Spanien er det sundeste land i verden, ifølge Bloombergs Healthiest Country Index fra 2019. Spanien er dermed rykket fem pladser frem i forhold til sidste års kåring. Dengang var Italien nummer et og er nu røget ned på en andenplads.
Bloomberg har sammenholdt tal fra FN, Verdensbanken og verdenssundhedsorganisationen WHO og rangeret 169 nationer i forhold til sundhed. De har kigget på faktorer som livsforventninger, fedme, tobaksforbrug, luftkvalitet og adgang til rent vand.
Generelt er det højindkomstlande og lande i Stillehavsområdet, der ligger øverst på listen, men man skal helt ned til plads nummer 25 for at finde Danmark.
En af de faktorer, der er afgørende for, om et land ligger i toppen af listen, er landets sundhedssystem. Spanien fremhæves blandt andet for at have et fald i antallet af patienter med hjertekarsygdomme og et fald i antal døde, som følge af kræft i løbet af det seneste årti. Det skyldes blandt andet deres offentlige sundhedssystem med fokus på screeninger og forebyggelse.
Hvad befolkningen spiser er anden afgørende faktor. På det spanske middagsbord er der en del grøntsager, nødder, frugt, fisk, kornprodukter og olivenolie, hvilket er med til at placere landet i toppen sammen med Italien.
Derudover er Spanien forudset til at blive den nation med den længste gennemsnitlige levetid i 2040. Hvis fremskrivningen bliver som forudset, vil den gennemsnitlige spanier kunne se frem til at blive 86 år. Man forudser, at indbyggerne i Japan og Schweiz vil blive de næstældste.
Hvis man bevæger sig ned til den anden ende af listen, finder man Mali, Somalia, Lesotho, Centralafrika, Tchad, Nigeria, Elfenbenskysten og Sierra Leone. På grund af begrænset sundhedspleje, utilfredsstillende kost og risiko for voldelig død er det nogle af de mindst sunde lande i verden.