Fortsæt til indhold
International

Uganda: Sexarbejdere og menneskerettighedsgrupper ønsker prostitution lovliggjort

En kommende lov, der vil stramme lovgivningen om sexarbejde i landet, møder modstand fra kvinde- og menneskerettighedsgrupper.

»Sexarbejdere fortjener lige rettigheder.«

»Ligesom alle andre bidrager sexarbejdere til landets økonomi.«

»Jeg skal have rettigheder, men ikke reddes – min krop, mit ansvar«.

Sådan lød teksten på flere skilte i fredags i den ugandiske hovedstad Kampala, hvor flere kvinde- og menneskerettighedsgrupper stod sammen i kampen for at lovliggøre prostitution.

Det skriver den ugandiske avis Daily Monitor.

Prostitution har været ulovligt i landet siden 1950, men er alligevel udbredt flere steder.

Parlamentet i Uganda er i øjeblikket ved godkende en lov fra 2015 om seksuelle overgreb, der også omfatter sexarbejde, men det er flere aktivistiske grupper imod.

Ifølge dem er lovovertrædelsen om sexarbejde en overflødig lov, da de mistænkte sjældent bliver dømt, mens det samtidig er vanskeligt at samle beviser i sager om sexarbejde.

»Størstedelen af anholdelserne sker udelukkende for at afpresse og genere sexarbejderne« sagde Kyomya Macklean Mary, der er leder af ngo’en Alliance of Women Advocating for Change i fredags under en demonstration, hvor en række parlamentsmedlemmer og journalister deltog, ifølge Daily Monitor.

Kvinde- og menneskerettighedsgrupperne påpeger, at den kommende lov vil kriminalisere prostitution på samme måde som forbuddet gjorde i 1950.

Samtidig mener grupperne, at sexarbejdere er bange for at forebygge og modtage behandling mod hiv og aids, da de frygter at blive arresteret, hvis de søger hjælp fra en læge.

Uganda er et af de lande i Afrika, hvor flest får konstateret hiv. I 2011 var 6,7 pct. af befolkningen i Uganda smittet med hiv, hvilket var en stigning på 1,7 procent siden 2000. I 1992 levede op mod 27,5 pct. med hiv.

Ifølge AIDS-fondet er sexarbejdere en af de grupper i landet, der har størst risiko for at få hiv.