Fortsæt til indhold
International

EU før May-besøg: Brexit-folk ender i helvede

Torsdag forsøger premierminister Theresa May endnu engang at forhandle med EU, som på forhånd skærper tonen.

BRUXELLES

Op til den britiske premierminister Theresa May torsdag besøger EU-toppen for på ny at søge en løsning på brexit-situationen, har striden mellem Bruxelles og brexit-tilhængerne fået et yderligere skub op ad stigen.

På et pressemøde onsdag erklærede EU-formand Donald Tusk, at han har tænkt over noget:

»Hvordan ser det specielle sted i helvede ud for dem, der førte kampagne for brexit uden at have så meget som en skitse til en plan for, hvordan det kan føres sikkert ud i livet,« sagde Donald Tusk.

Reaktionerne fra Storbritannien udeblev ikke, og Donald Tusk blev beskyldt for med sin konfrontatoriske stil at gøre det endnu sværere for brexit-tilhængerne at give indrømmelser i den fastlåste situation.

Theresa May ankommer torsdag til Belgien efter to dages besøg og politiske drøftelser i Nordirland bl.a. om, hvordan en hård grænse til Irland kan undgås. Theresa May har aftalt med de øvrige 27 EU-lande, at hvis der ikke er lavet en anden aftale inden udgangen af 2020, skal den såkaldte bagstopper forhindre en hård grænse. Den vil reelt betyde, at hele Storbritannien forbliver i toldunion med EU. Bagstopperen er samtidig grunden til, at aftalen mellem Theresa May og EU ikke har opbakning i det britiske parlament.

Den irske premierminister Leo Varadkar sagde onsdag, at »vi forventer ikke, at bagstopperen nogensinde bliver brugt«, fordi parterne vil nå frem til en anden løsning inden.

»Men vi har brug for den for at sikre, at vi nogensinde vender tilbage til en hård grænse og samtidig sikrer integriteten af det indre marked. Jeg synes, at begivenhederne i London og ustabiliteten i britisk politik de seneste uger demonstrerer præcist, hvorfor vi har brug for den juridiske garanti,« sagde Leo Varadkar.

Donald Tusk understregede op til torsdagens møde med Theresa May, at han »håber at høre et realistisk forslag fra premierminister May til, hvordan dødvandet kan afsluttes«.

»EU27 kommer ikke med nogle nye tilbud,« sagde han.