Populistiske bevægelser presser på for flere folkeafstemninger

PARIS/KØBENHAVN

Brexit-afstemningen i Storbritannien bør stå som en advarsel til europæiske politikere om, at det er farligt at lade folkeafstemninger træffe vigtige beslutninger.

Sådan lød det i denne uge fra den franske præsident, Emmanuel Macron, der i sit eget hjemland møder voksende krav fra protestbevægelsen de gule veste om netop at indføre en mere direkte demokratisk beslutningsproces for at give borgerne mulighed for at udtale sig om enkeltemner.

»Folkeafstemningen blev manipuleret udefra af det, som vi i dag kalder falske nyheder. Først siger man hvad som helst for bagefter at sige, at nu må I klare jer selv,« sagde Macron om brexit-afstemningen, da han på et syv timer langt møde med 600 franske borgmestre i den forgangne uge skød en to måneder lang national debat i gang i Frankrig:

»Kort sagt lyver man over for folk. De har besluttet noget ved en folkeafstemning, som ikke er muligt. Bagefter er der bare at sige held og lykke til nationens folkevalgte, der skal virkeliggøre noget, der ikke eksisterer.«

Macrons ord falder lige ned i debatten om, hvorvidt europæiske demokratier i større grad burde gøre brug af flere folkeafstemninger. Det er et ønske, som særligt bliver fremført af populistiske partier, der er i fremmarch over hele Europa disse år.

Se Macron tale om brexit og faren ved folkeafstemninger her:

»Én af de ting, som forener de europæiske populistiske partier både til højre og til venstre, er ønsket om at få indført mere direkte demokrati,« forklarer Sara Hobolt, dansk professor i europæisk politik ved London School of Economics (LSE).

Hun forsker til daglig i europæiske folkeafstemninger og har de seneste år fulgt nøje med i konsekvenserne og efterdønningerne af brexit-afstemningen.

»Vi ser en tendens til, at hvis et ja i en folkeafstemning til et givent emne bakkes op af medier, partier og den økonomiske elite, så vender folk, der generelt er utilfredse med den politiske elite, sig mod de anbefalinger. Det er en del af den populistiske ånd, « siger hun og henviser til, at det netop var, hvad der skete under brexit-afstemningen i 2016.

Skepsis over for folkeafstemninger

Blandt de siddende europæiske regeringer er begejstringen over for folkeafstemninger ikke særlig stor, siger en førende demokratiekspert, Mogens Herman Hansen, der bl.a. er forfatter til bogen ”Hvordan forvrænger populismen demokratiet?”.

»De fleste tilhængere af repræsentativt demokrati mener, at folkeafstemninger kun skal benyttes ved forfatningsændringer og måske en anden sjælden gang, ellers skal man holde sig fra dem,« siger han.

I Holland besluttede man i 2018 at afskaffe en lov om vejledende folkeafstemninger på grund af frygten for, at de kan være med til at underminere demokratiet. Landets bekymringer – som deles af andre europæiske lande – går på, at der en dag vil komme politisk pres for en afstemning om hollandsk EU-medlemskab.

I en undersøgelse fra det amerikanske Pew Institute om europæernes holdning til demokratiet, publiceret i oktober 2017, angav halvdelen af de adspurgte i 10 europæiske lande, at de var utilfredse med, hvordan demokratiet fungerede i deres eget land.

Samlet set mente 70 pct. af de adspurgte, at folkeafstemninger ville være et glimrende redskab.

»Folk tror tit, at en folkeafstemning lukker debatten om et givent emne, men nogle gange åbner det debatten endnu mere, hvilket vi især har set med brexit,« forklarer Sara Hobolt.

Hun uddyber:

»Afstemningen viste, at briterne gerne ville have et brexit, men hvilken type? Det var der ingen, der vidste, og det diskuteres stadig og er hele årsagen til den kaotiske situation. Direkte demokrati er altid blandet med repræsentativt demokrati, og vi ser, hvor svært det er for de folkevalgte britiske politikere at fortolke afstemningen.«

Pres fra femstjerner og gule veste

Femstjernebevægelsen i Italien har gjort direkte demokrati til krumtappen i sit politiske program, og også talsmænd for de gule veste i Frankrig vurderer, at folkeafstemninger vil være et effektivt våben mod den politiske elite i Paris.

Ligesom de gule veste begyndte Femstjernebevægelsen som en protestbevægelse i provinsen med en protestmarch tilbage i 2009, før den ved hjælp af de sociale medier og et anstrengt forhold til de traditionelle medier gjorde sit indtog i byerne.

Lederen af det italienske parti, Luigi Di Maio, støtter åbent de gule veste og spår ifølge avisen Le Monde i en blog, at »et nyt Europa er i færd med at blive født af bevægelser, der støtter det direkte demokrati.«

Mogens Herman Hansen peger dog på, at der i lande som Ungarn og Polen, hvor populistiske partier sidder ved magten, ikke foregår flere folkeafstemninger, tværtimod.

»Når de populistiske partier sidder godt og trykt på magten, hvorfor så holde folkeafstemninger? De kunne måske skubbe på for det, da de sad i oppositionen, men interessen daler, lige så snart de selv er ved magten.«

At dømme ud fra Macrons ord vil præsidenten indskrænke brugen af folkeafstemninger til et absolut minimum. F.eks. har lederen af Macrons regeringsparti LaREM, Stanislas Guerini, på forhånd udelukket muligheden for at genindføre dødsstraffen i Frankrig ved en folkeafstemning.

Flere franske politikere har ligeledes advaret mod en schweizisk model, der sender kontroversielle spørgsmål ud til bindende folkeafstemninger, når et vist antal borgere ønsker det.

Advarslerne går på, at folkeafstemninger ofte kommer til at handle om noget helt andet, end det der var udgangspunktet. Men også, at det er farligt at lade en øjeblikkelig folkestemning afgøre vigtige emner som immigration, dødsstraf, abort, homoseksuelle ægteskaber eller medlemskabet af EU.

Sara Hobolt siger, at det selvfølgelig er vanskeligt at lade komplekse politiske spørgsmål blive afgjort ved folkeafstemninger, men at man samtidig skal huske på de positive aspekter, nemlig at folkeafstemninger gør befolkningen klogere og mere samfundsbevidst.

»Fra forskningen kan man se, at folkeafstemninger mobiliserer befolkningens interesse for et emne. Det ser man f.eks. fra Danmark, hvor mange i dag ved meget om EU. Én af grundene hertil er, at vi har haft mange folkeafstemninger om EU.«

Danske erfaringer

Danmark er ét af de lande, der har haft mange folkeafstemninger om EU. Det er blevet til otte i alt siden den første i 1972, hvor Danmark stemte ja til optagelse i unionen.

Tre gange er danske EU-folkeafstemninger endt med et nej, selvom de siddende regeringer ønskede et ja.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har gentagne gange givet udtryk for, at han gerne vil af med det danske forsvarsforbehold, og at det kræver en folkeafstemning. Men han ønsker ikke at sætte dato på og siger samtidig, at der på nuværende tidspunkt ikke er flertal i Folketinget om at afholde den.

»Det ville klæde os at komme af med det,« sagde Løkke i denne uge om forsvarsforbeholdet på en konference ved Tænketanken Europa.

Lige nu raser debatten om flere folkeafstemninger derudaf i Frankrig, som også to gange tidligere har haft folkeafstemninger om EU. Anne-Marie Le Pourhiet, fransk professor i offentlig ret ved universitetet i Rennes 1, giver følgende forklaring på den brede modstand mod folkeafstemninger blandt politikere, jurister og journalister.

»Den progressive elite har ikke tillid til den franske befolkning, som den anser for at være en bande snæversynede bønder med lave instinkter,« siger hun og forstår ikke, hvorfor hendes landsmænd ikke skulle være i stand til at træffe velfunderede beslutninger, når vælgere i Schweiz, Italien og Californien er.

Landsmanden Olivier Duhamel, professor i forfatningsret og leder af la Fondation des sciences politiques (FNSP), er dog uenig. Han kalder folkeafstemninger »en farlig illusion.«

»Det er prototypen på en forkert god idé. Enten er det en illusion, der fører til store skuffelser i fremtiden, eller også er det en direkte gift for vores demokratier.«