Fortsæt til indhold
International

Tsunami afbrød koncert og skyllede bandmedlemmer i døden

Koncertgængere og bandmedlemmer mistedet livet, da tsunamien rullede ind over et strandresort på det vestlige Java.

Den tsunami, der ramte Idonesien lørdag aften, har indtil nu kostet 222 mennesker livet.

Flere områder i og omkring Sundastrædet, der ligger imellem øerne Java og Sumatra, er blevet efterladt i undtagelsestilstand.

Og nu dukker videoer op på de sociale medier, der viser, hvor voldsomme naturkræfter der er på spil, når en tsunami rammer.

Bandet ”Seventeen” gav koncert på et ferieresort på øen Java, da bølgerne pludselig brød igennem scenevæggen.

Her spiller bandet, da tsunamien rammer:

Riefien Fajarsyah, der er forsanger i bandet, har lagt en video op til sine 260.000 følgere på det sociale medie Instagram.

I den fortæller han, at bandets bassist og manager er omkommet.

»Jeg vil bare sige, at vores bassist, Bani, og vores manager, Oki Wijaya, er døde,« lyder det fra den berørte forsanger.

Desuden savnes tre andre af bandets medlemmer samt forsangerens kone.

Forsangeren selv og de øvrige bandmedlemmer har fået mindre skader, men er ellers »okay«.

Indonesiens præsident har også kommunikeret via de sociale medier og udtrykker på Twitter sin dybe sorg.

»Jeg har bedt alle relevante myndigheder om straks at foretage de nødvendige foranstaltninger, lede og finde ofre og tage sig af de sårede,« skriver præsidenten.

Australiens premierminister Scott Morrison har også vist sympati til nabolandet.

»En meget svær dag for vores venner i Indonesien. Vores tanker går til alle dem, der har mistet deres elskede, de sårede og alle deres familier. Vi vil som altid stå klar til at assistere,« skriver han på Twitter.

Artiklens emner
Tsunami