May får opbakning fra flere topministre frem mod mistillidsafstemning
Mens Theresa Mays faste støtter var hurtige til at bakke premierministeren op frem mod aftenens afstemning, er de kritiske røster nu også begyndt at melde klart ud.
Med nyheden om, at der er indkaldt til en mistillidsafstemning mod den britiske premierminister, Theresa May, onsdag aften, tikker det ind med tilkendegivelser på de sociale medier fra konservative partifæller og ministre, der bakker op om hendes lederskab.
Både indenrigsminister Sajid Javid, beskæftigelsesminister Amber Rudd og miljøminister Michael Gove er blandt dem, der giver udtryk for, at de fortsat har tillid til May og vil stemme for, at hun skal blive på posten.
»Den sidste ting, som vores land har brug for lige nu, er et formandsvalg i det konservative parti. Det vil blive set som selvoptaget og forkert. Premierministeren har min fulde støtte og er den bedste person til at sikre, at vi forlader EU den 29. marts,« skriver Sajid Javid på Twitter.
»På dette kritiske tidspunkt har vi brug for at støtte og arbejde med premierministeren,« lyder det ligeledes fra den loyale Amber Rudd på det sociale medie.
Begge ministre nævnes ellers også som mulige afløsere til May, skulle premierministeren gå hen og tabe mistillidsafstemningen.
Miljøminister Michael Gove skriver også på Twitter, at han støtter »100 pct. op om premierministeren«:
»Og jeg opfordrer alle konservative parlamentarikere til at gøre det samme. Hun kæmper hårdt for vores land, og ingen er bedre placeret til at sikre, at vi lever op til det britiske folks beslutning om at forlade EU.«
Også brexitminister Stephen Barclay, justitsminister David Gauke og sundhedsminister Matt Hancock er blandt dem, som har udtrykt støtte til May.
David Cameron viser også sin støtte til May. Det var ham, der i sin tid på premierministerposten udskrev brexitafstemningen og derefter valgte at gå af, da befolkningen stemte for at træde ud af EU.
»jeg håber, at konservative medlemmer vil bakke op om premierministeren i dagens afstemning. Vi har ikke brug for at blive distraheret fra at nå frem til det bedste resultat med vores naboer, venner og partnere i EU,« skriver han på Twitter.
»Det er tid for Fru May til at gå af«
Mens de første reaktioner på mistillidsafstemningen mod May først og fremmest er kommet fra støtterne, er de kritiske røster - og dem, som har været med til at udløse afstemningen mod hende - begyndt at give lyd fra sig også.
Jacob Rees-Mogg, der er en af lederne på den fløj i det konservative parti, som længe har været kritisk over for Mays brexit-kurs, har ikke overraskende tænkt sig at stemme imod premierministeren i onsdagens afstemning.
»Landet har brug for en ny leder, det er tid for Fru May til at gå af,« lyder det.
The Country needs a new leader, it is time for Mrs May to resign.
— Jacob Rees-Mogg (@Jacob_Rees_Mogg) December 12, 2018
Det konservative medlem Simon Clarke er af samme opfattelse:
»Jeg vil stemme for forandring i aften. EU-forhandlingerne er åbenlyst forfærdelige og har ikke opbakning i parlamentet,« udtrykker han.
Hvis hun taber...
Taber May afstemningen, er hun færdig som både premierminister og partiformand.
Det betyder, at det konservative parti, som er i dyb splittelse på grund af store uenigheder omkring brexit, skal vælge en ny profil til at overtage Mays post som premierminister.
Afstemningen finder sted i det britiske underhus (House of Commons, red.) mellem kl. 19 og 21 dansk tid.
Den er hemmelig, med andre ord skriftlig, hvilket betyder, at det ikke er muligt at kontrollere, om parlamentarikerne rent faktisk stemmer, som de har tilkendegivet, at de vil gøre.
Theresa May skal have halvdelen af stemmerne fra sin konservative parlamentsgruppe; det vil sige mindst 158, hvis hun skal blive siddende på posten.
Vinder hun afstemningen, er hun fredet i et år mod nye mistillidsafstemninger.