Store protester i Mexico: Præsidenten vil give Trumps svigersøn nationens fineste orden
Mexicos præsident har besluttet at dekorere Jared Kushner med landets fineste orden.
Donald Trumps svigersøn og ledende rådgiver i Det Hvide Hus, Jared Kushner, vil i løbet af denne uge modtage Mexicos fineste orden, Águila Azteca.
Det er Mexicos præsident, Pena Nieto, der har besluttet at dekorere Jared Kushner med ordenen for sit arbejde med en amerikansk-mexicansk handelsaftale.
Men ikke alle er lige tilfredse med det træk, skriver The Guardian.
Tirsdag protesterede flere prominente mexicanere over beslutningen om at give Jared Kushner udmærkelsen, der tidligere primært er blevet modtaget af kongelige og statsledere, heriblandt flere medlemmer af det danske kongehus, Charles de Gaulle og Nelson Mandela.
»At give ham den orden er den største form for ydmygelse og kujonagtighed,« skrev historikeren Enrique Krauze på Twitter.
Andre stemplede det som en »illustration på regeringens uværdige holdning til Trump«.
USA og Mexico har sammen med Canada gennem længere tid forhandlet en ny handelsaftale, kaldet Usmca eller "den nye Nafta".
Jared Kushner har været med til at forhandle aftalen på USA's vegne. Noget, Mexicos præsident hylder, samtidig med at han kalder Kushner for »en stor allieret for Mexico«.
Parterne skal efter planen skrive under på aftalen fredag den 30. november, men flere canadiske medier har i det seneste døgn rapporteret, at landene endnu ikke er helt enige om aftalens konkrete udformning.
Bl.a. har Trump-regeringen ifølge CBC offentliggjort en tekst om fremtidens canadiske importtold på amerikanske æg og fjerkræ, som de canadiske forhandlere ikke kunne genkende fra forhandlingsbordet.
Det forventes, at Pena Nieto, som forlader præsidentposten med udgangen af november, vil give Jared Kushner ordenen i forbindelse med denne uges G20-møde i Buenos Aires i Argentina.