Fortsæt til indhold
International

Hunt vil presse saudisk styre i Khashoggi-sag på kongebesøg

Den britiske udenrigsminister rejser mandag på kort tur til Golfen, hvor han vil søge svar i betændt drabssag.

/ritzau/AFP

Den britiske udenrigsminister, Jeremy Hunt, besøger mandag Saudi-Arabien.

Her vil han lægge pres på kong Salman og kronprins Mohammed bin Salman i sagen om den dræbte journalist Jamal Khashoggi.

Drabet på Jamal Khashoggi, der fandt sted på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i sidste måned, har udløst en international krise i diplomatiet med Saudi-Arabien.

- Det internationale samfund er stadig forenet i sin rædsel og harme over drabet på Jamal Khashoggi for en måned siden, udtaler Jeremy Hunt i en erklæring.

- Det er naturligvis uacceptabelt, at omstændighederne omkring drabet stadig er ukendte.

- Vi opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at samarbejde med den tyrkiske efterforskning af hans dødsfald, så vi kan give hans familie og den iagttagende verden retfærdighed, tilføjer udenrigsministeren.

Jeremy Hunts besøg i Saudi-Arabien er en del af kort rundtur i regionen, hvor han også vil besøge De Forenede Arabiske Emirater.

Storbritannien forsøger i disse dage at få opbakning i FN’s Sikkerhedsråd til at få iværksat fredsforhandlinger i Yemen.

- De menneskelige omkostninger af krigen i Yemen er uberegnelige: med millioner af fordrevne, sult, udbredte sygdomme og års blodsudgydelser er den eneste løsning nu en politisk beslutning om at lægge våbnene og søge fred, siger Jeremy Hunt.

- Storbritannien har en unik position som pennefører i FN’s Sikkerhedsråd og som nøglespiller i regionen, så i dag rejser jeg til Golfen for at kræve, at alle parter forpligter sig til denne proces, tilføjer han.