Fortsæt til indhold
International

Et glas vin på flyet, før du lander, kan sende dig i fængsel

Ellie Holman sagde ja tak til et glas vin i flyet fra London til Dubai. Det kostede hende og hendes fireårige datter tre dage i en uhumsk fængselscelle. Dubais lovjungle rummer mange faldgruber for udlændinge.

KAIRO

Et enkelt glas rødvin.

Det var nok til, at den 44-årige svensk-iranske tandlæge Ellie Holman fra Kent i England og hendes fireårige datter Bibi i juli blev arresteret i lufthavnen i Dubai og smidt i fængsel.

De tilbragte tre døgn i en »stinkende, uhumsk« celle, hvor de måtte sove direkte på gulvet sammen med 30 andre arrestanter, og hvor de fik serveret fordærvet mad.

»Jeg har aldrig hørt min lille pige græde på den måde før. Jeg var så bange for, hvad der kunne ske os. Jeg vovede ikke at lukke et øje i tre døgn,« siger Ellie Holman i en udtalelse til organisationen Detained in Dubai, som arbejder for at hjælpe vesterlændinge, der er kommet i juridiske vanskeligheder i det lille, stenrige emirat.

Ellie Holman med sin fireårige datter, Bibi. Foto: Privatfoto
Det statsejede flyselskab Emirates serverer alkohol på fly mod Dubai, selv om man risikerer at blive anholdt i lufthavnen, hvis man har blot skyggen af alkohol i blodet. Foto: Aziz Shah/AP

Da Ellie Holman var på vej for at besøge nogle venner i Dubai, anede hun ikke, at det er forbudt at have blot den mindste promille i blodet ved indrejse. Hun sagde derfor ja tak til dét glas rødvin, hun blev tilbudt på det statslige Emirates Airways.

Men så opstod der problemer i tolden. Det visum, som hun før var rejst ind på, var kun gyldigt til én indrejse, og paskontrolløren gav hende besked om at tage tilbage til London øjeblikkeligt.

Tanken om at gentage den otte timer lange flyrejse med fireårige Bibi var ubærlig for hende, så hun bad om lov til at købe et turistvisum i lufthavnen. Men dén mulighed afviste paskontrolløren, som ifølge Ellie Holman var »grov og ubehøvlet« og nægtede at høre på hende.

Fireårige Bibi måtte bruge gulvet i fængselscellen som toilet. Foto: Privatfoto

Omringet af betjente

Det udartede til et skænderi, og Ellie Holman begyndte at filme paskontrolløren for at dokumentere, hvor ubehøvlet han var.

Da paskontrolløren spurgte, om hun havde drukket alkohol, og hun svarede »ja, et enkelt glas«, fandt hun og Bibi sig pludselig omringet af et dusin politibetjente.

De konfiskerede hendes pas og telefon og tvang hende til at afgive en blodprøve. Den viste senere, at hun havde en promille på blot 0,04.

I de tre døgn, hun sad arresteret, blev hun forhindret i at tage kontakt til nogen, og hendes mand og parrets to andre børn hjemme i England fik først besked om, hvor hun og Bibi befandt sig, da det var lykkedes vennerne i Dubai at finde ud af, at hun var arresteret.

Da hun og Bibi omsider blev løsladt, var det med besked om, at hun ikke måtte forlade Dubai, så længe sagen blev efterforsket, og at hun risikerede flere års fængsel.

Forvirrende love

Ifølge Radha Stirling fra Detained in Dubai er Ellies historie et skoleeksempel på Dubais jungle af forvirrende love, som gør, at folk risikerer at blive retsforfulgt for noget, som de ikke aner, er ulovligt.

»Eksempelvis er der masser af hoteller og barer, der helt legalt serverer alkohol. Men det er strengt forbudt for kunderne at drikke den. Også inde på hotellet eller i baren, fordi det anses for et offentligt sted,« siger Radha Stirling til Jyllands-Posten.

»Folk gør jo bare, hvad der forekommer dem helt normalt, og hvad de ser andre gøre i Dubai. Men i det øjeblik nogen tager anstød og tilkalder politiet, risikerer man at havne i fængsel, for teknisk set har man overtrådt loven. Det er sket for kvinder, fordi de var iført bikini på stranden, selv om strandene vrimler med bikiniklædte kvinder. Det er sket for par, der holdt hinanden i hånden på gaden, selv om man ser prostituerede overalt i Dubai.«

I langt de fleste tilfælde ser myndighederne imidlertid igennem fingre med lovovertrædelserne for ikke at skræmme turisterne væk.

»Dubai markedsfører sig selv som et moderne ferieparadis, så folk rejser dertil i forventning om, at det er ligesom Thailand, eller Las Vegas for den sags skyld. Men lige under den glitrende overflade er det et ultrakonservativt samfund.«

Dubai markedsfører sig selv som et glitrende, moderne ferieparadis. Men det harmonerer dårligt med bystatens strenge, konservative og ofte ulogiske love. Foto: Charles Crowell/Bloomberg News

Og når lovene ikke bliver lavet om, handler det ifølge Radha Stirling om, at konservative emirater vil opfatte det som et angreb på de islamiske værdier.

Løsladt efter fire uger

Efter løsladelsen blev Ellie Holman anklaget for tre forhold: for at have indtaget alkohol, for at have fornærmet en paskontrollør og for at have filmet ham uden tilladelse.

Men efter fire uger blev alle anklagerne pludselig frafaldet, og hun fik at vide, at hun frit kunne rejse hjem, og at hun til hver en tid var velkommen i Dubai. Hun havde på dét tidspunkt fået følgeskab af sine to ældste børn.

»De betalte vores flybilletter, de eskorterede os ud i lufthavnen, de havde roser med til mig og burgere til børnene. Og de undskyldte mange gange for, hvad der var sket,« siger Ellie Holman til den britiske avis Daily Mail.

Men undskyldningerne er tomme, for intet er forandret, og det er kun et spørgsmål om tid, inden den næste tilrejsende går i fælden.

Ifølge Ellie Holmans advokat, David Haigh, har hele affæren kostet hende mindst 30.000 britiske pund (ca. 250.000 kr.) i advokatsalærer og tabt arbejdsfortjeneste.

Dubais trolde i aktion

I de første par uger efter hjemkomsten stod hun frem med sin historie i de britiske medier. Men efter at en smædekampagne imod hende tog fart på de sociale medier, tør hun ikke længere give interviews, forklarer David Haigh.

»Vi er overbeviste om, at Dubai har hyret en mindre hær af internettrolde for at ødelægge hende og hendes virksomhed,« siger han.

Internettroldene anklager hende for at have opdigtet hele historien og for at være umoralsk og udsvævende. Og nogle skriver, at de håber hendes børn vil dø, og at hun havner i fængsel for livstid. Eller at hun vil blive voldtaget af en kriminel og få et hæsligt barn.

En enkelt gang er hun blevet ringet op af en anonym person, som sagde, at en bombe var anbragt i hendes have, og at hendes børn skulle dø.

»Det har været et helvede for hende. Hendes bekendte i Dubai har sågar følt sig tvunget til at bede hende om at rense sin Facebook-side og sin Instagram-konto for fotos, hvor de optræder sammen med hende,« siger David Haigh.

I næste uge sender Detained in Dubai et brev ud til 150 luftfartsselskaber, hvis fly lander i Emiraterne, hvori de opfordrer dem til at stoppe serveringen af alkohol om bord.

»Vi håber, at det rent faktisk vil få dem til at stoppe, for det vil sætte fokus på, at Emiraterne nok ikke er helt så moderne, som vi troede. Alternativt håber vi, at flyselskaberne vil lægge pres på regeringen og få den til at ændre lovene,« siger Radha Stirling.

Vil du have vores bedste Indblik-artikler direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de fem nyeste artikler fra Jyllands-Postens Indblik-sektion hver dag kl. 16 - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse.
Artiklens emner